Fuglene omkring os

GrĂ¥and, hun. GrĂ¥anden er den mest almindelige and herhjemme, og den ses næsten overalt, hvor der er vand. Hannen er let genkendelig med sin grĂ¥ fjerdragt, sit brune bryst, metalgrønne hoved og gule næb. Hunnen er, som hos de fleste andre andefugle, camouflagefarvet brun. Begge køn har blĂ¥t vingespejl med hvide kanter.

Rustænder. Arten er set pĂ¥ Frisenlund Sø, dette billede har jeg dog ikke selv taget. Rustanden er en stor and, der er lidt større end den nært beslægtede gravand.

Musvit. Musvitten er den største af vore mejser, og den der optræder pĂ¥ de mest forskellige levesteder. Den er en af vores mest almindelige ynglefugle. Den kendes fra de øvrige mejser pĂ¥ sit sorte hoved med hvide kinder og gult bryst med bred sort længdestribe.

Musvit pĂ¥ hovedet i en foderklokke

Skovspurv. Skovspurven minder overfladisk om grĂ¥spurvehannen og forveksles ofte med denne, men skovspurven kan let kendes pĂ¥ den sorte plet pĂ¥ den hvide kind samt pĂ¥ den chokoladebrune kalot. De to køn kan ikke skelnes fra hinanden. Skovspurven er lidt mindre end grĂ¥spurven.

Sumpmejse. Sumpmejsen er en lille grĂ¥brun mejse med en skinnende sort hætte og en sort hagesmæk. Dens tidligere navn er grĂ¥mejse, som refererer til den grĂ¥ underside. Sumpmejsen er pĂ¥ størrelse med blĂ¥mejsen og fyrremejsen. Den kan forveksles med fyrremejsen, men har mindre hagesmæk end denne.

Sumpmejse

Træløber. Træløberen er en lille, uanselig fugl med lysplettet, brun ryg, lys underside og en bred, hvid øjenstribe. Som navnet siger, løber den pĂ¥ træer, hvor den fisker insekter frem fra den furede bark med sit lille, krumme næb. I modsætning til spætmejsen løber træløberen dog kun opad, nĂ¥r den søger føde. Den er næsten identisk i udseende med den nært beslægtede korttĂ¥et træløber, der ogsĂ¥ findes i Danmark. Dog er den korttĂ¥ede træløber meget mindre almindelig,

Natugle. Natuglen er den almindeligste ugle i Danmark. Fra de hvide dununger med de sorte øjne forlader reden, til de kan flyve, gĂ¥r der en uges tid. I denne periode kan de svæve korte afstande fra træ til træ, men de opholder sig ofte frit fremme i skovbunden. Ungerne er selvhjulpne og kan f.eks. klatre op ad træstammer ved hjælp af kløerne. Forældrefuglene opsøger dem ogsĂ¥ pĂ¥ jorden for at fodre dem, sĂ¥ man skal ikke i misforstĂ¥et barmhjertighed tage dem i pleje.

Kvækerfinke. Kvækerfinken er en spurvefugl, der er pĂ¥ størrelse med bogfinken og ligner bogfinkehannen en del i farvetegning. Herhjemme optræder den næsten udelukkende pĂ¥ træk og som vintergæst. I vinterdragt ligner de to køn hinanden meget, men hannen har klarere farver, og næbbet er gult med mørk spids. Hannens hovedfarve kan variere meget, men hovedet er ofte mørkplettet.

Grønirisk. Grønirisken er en kompakt, olivengrøn finke med et kraftigt næb og en ret kort hale. Hunnen er klædt i mere diskrete farver end hannen. Arten har desuden karakteristiske gule felter pĂ¥ vinger og hale.

Grønirisk

Bogfinke, han. Bogfinken er en af de mest almindelige ynglefugle i Danmark. Hannen har rødbrun krop, blĂ¥grĂ¥t hoved og hvide vingebĂ¥nd....

Bogfinke, hun. ..... mens hunnen er mere olivengrĂ¥ i farverne.

BlĂ¥mejse. Med op til 16 æg er blĂ¥mejsen topscorer blandt spurvefuglene. Æggene klækker i det tidlige forĂ¥r, og ungerne fodres med smĂ¥ insekter. Musvitterne, der er afhængige af større insekter, kan derfor risikere, at blĂ¥mejserne har tømt spisekammeret, inden insekterne har vokset sig store nok til at være velegnede til musvitføde. Musvitunger dør ofte af sult pga. blĂ¥mejsen, mens blĂ¥mejsens ynglesucces er uafhængig af forekomsten af musvitter.

Spætmejse. Spætmejsen er den eneste danske fugl, der ikke bare klatrer op ad træstammer, men ogsĂ¥ nedad. Spætmejsen er ikke en mejse, men tilhører sin egen familie med kun Ă©n art i Danmark.

Spætmejse. Spætmejsen er standfugl og den mest stedfaste danske fugl.

Reden anbringes i huller i gamle løvtræer, f.eks. forladte spættehuller. For at undgĂ¥ for megen konkurrence kliner spætmejsen hullet til med ler, sĂ¥ den kun lige akkurat selv kan komme ind. Dette nedsætter konkurrencen med eksempelvis stær.

Skovskade. Skovskaden er et almindeligt syn i de danske skove. Skovskaden er en rødbrun fugl omtrent af samme størrelse som husskaden, men med meget kortere hale. De mest karakteristiske kendetegn er den azurblĂ¥ vingeplet, den sorte skægstribe og den hvide overgump. Skovskaden hamstrer agern i stor stil. Den er meget dygtig til at finde de gemte depoter. Ved at hamstre og dermed sprede træernes frø har skovskaden bidraget til egetræets udbredelse nordpĂ¥ siden istiden.

Skovspurv med hampfrø i næbbet. Skovspurven minder overfladisk om grĂ¥spurvehannen og forveksles ofte med denne, men skovspurven kan let kendes pĂ¥ den sorte plet pĂ¥ den hvide kind samt pĂ¥ den chokoladebrune kalot.

Sød ikke? De to køn kan ikke skelnes fra hinanden. Skovspurven er lidt mindre end grĂ¥spurven.

Sortmejse. Sortmejsen er en lille, buttet mejse, som let kan kendes pĂ¥ sin grĂ¥ ryg, beigefarvede underside og den lange hvide nakkeplet i den sorte hætte. Sortmejserne bevæger sig hurtigt rundt i toppen af fyrretræerne og pĂ¥ de yderste grene, hvor de større mejser ikke kan færdes, ofte sammen med fuglekonger.

Sortmejse

Solsort, han. Solsorten er Danmarks mest talrige ynglefugl. Hannen er helt sort med gult næb, mens hunnen er mørkebrun og har næb i samme farve. Ungfuglene af begge køn er brune med lyse pletter de første par mĂ¥neder, efter de er blevet flyvefærdige.

Solsort, hun. Fuglene er i stand til at efterligne menneskeskabte lyde, men ogsĂ¥ andre solsorte, sĂ¥ledes at nabohanner kan synge de samme motiver, ligesom ungfugle kan overtage forældrenes sangmotiver.

Rødstjert, han. Den smukke rødstjert er en af vores mest farvestrĂ¥lende smĂ¥fugle. Den rustrøde underside, den sorte maske, den hvide pande og den betongrĂ¥ overside pĂ¥ hannen giver et meget karakteristisk helhedsindtryk. Hunnen er mere uanselig beigefarvet, men med en markant rød hale. Rødstjerten er en af de fugle, der synger tidligst om morgenen.

Hvid Vipstjert. Den hvide vipstjert er en elegant spurvefugl med sin lange stjert (hale), som den konstant vipper med, mens den ivrigt spankulerer rundt.

Stor Flagspætte. Hannen har en rød plet i nakken, mens ungfugle har rød isse. En unik kraniekonstruktion gør, at fuglen ikke fĂ¥r hjernerystelse af at tromme pĂ¥ træstammer. Dette arbejde, kombineret med Ă¥bning af grankogler om vinteren, slider sĂ¥ meget pĂ¥ næbbets hornlag, at tre hele næblængder slides op i løbet af et Ă¥r.

Rødhals. Rødhalsen er en meget almindelig dansk fugl, af mange kendt som rødkælk. Navnene er synonyme, idet "rødkælk" kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube. Den røde strube er lige sĂ¥ markant i vinterdragten som i sommerdragten. Det hænger sammen med, at rødhalsen opretholder territorium hele Ă¥ret. Den røde farve spiller en vigtig rolle i forsvar af territoriet.

Rødhals. Rødhalsens stemme er karakteristisk. Kaldet er et smældende tik, og sangen, som varierer meget, er en strøm af klare toner med mange temposkift og skift mellem dybe og høje toner. Rødhalsens sang høres hele Ă¥ret, fordi den forsvarer sit vinterterritorium med sang. Sangen høres ogsĂ¥, nĂ¥r det er mørkt, og som noget usædvanligt for vore hjemlige spurvefuglearter etablerer hunnerne ogsĂ¥ fødeterritorium, som de forsvarer med sang.

Topmejse. I modsætning til andre mejser udhugger topmejsen selv sine redehuller. Det er hunnen, som forestĂ¥r denne opgave, og det er ligeledes hende, der stĂ¥r for udrugningen af det 4-6 æg store kuld. Kuldet er i øvrigt det mindste blandt mejserne. Topmejserne er standfugle, som opholder sig inden for deres territorium Ă¥ret rundt.

Kernebider - Selv om fuglen ikke vejer mere end ca. 50 gram, sĂ¥ er den i stand til at yde et tryk pĂ¥ op mod 40 kg med sit næb.

Kernebiderpar ved foderautomaten. Den har en flot, farvestrĂ¥lende fjerdragt i forskellige rødbrune og grĂ¥ nuancer med et bredt hvidt vingebĂ¥nd. Hunnen er mere afdæmpet i farverne end hannen.

Kernebider, han, med spredte vinger. Syntes det var et "skægt" billede.

Kernebider - han.

Silkehale. Silkehalen er en meget særegen fugl, som ikke kan forveksles med andre danske fugle. Mest iøjnefaldende er den store top samt de markante gule og røde felter pĂ¥ hale og vinger, der lyser op pĂ¥ baggrund af den brune grundfarve. Endvidere har arten en karakteristisk sort hagesmæk og ansigtsmaske.

En smuk smuk fugl. Jeg er helt pjattet med fugle der har en lille top, sĂ¥som topmejse, silkehaler osv., og sĂ¥ selvfølgelig mine parakitter

Silkehale i bærrene

Silkehaler i trætoppene. Hvilket kor :D

Dompap - han. Tidligere var dompappen en almindelig burfugl, ikke mindst fordi hannerne kunne synge de melodier, som man fløjtede til dem under opfostringen. Navnet kommer af det tyske "Dompape", domprovst, hvis festdragt ligner dompappens.

Dompap - han. Dompaphannen er en af de mest farvestrĂ¥lende fugle i den danske natur. Hannen er umiskendelig med en markant rød underside, der stĂ¥r i stærk kontrast til den grĂ¥ overside og fuglens sorte kalot. NĂ¥r fuglen flyver, afslører den endvidere et hvidt vingebĂ¥nd og en tydelig hvid overgump.

Dompap - hun. Hos hunnen er det røde bryst erstattet af beige, men ellers er tegningerne de samme.

Sjagger. Sjaggeren er en let genkendelig drossel, som er af samme størrelse som solsorten. De mest karakteristiske kendetegn er det grĂ¥ hoved, den mørkebrune ryg samt de pileformede pletter pĂ¥ det gyldne bryst og den hvide bug.

Sjagger. Fuglens advarselskald er et hæst sjak-sjak-sjak (som lyden af en stor hækkesaks), som har inspireret til artens danske navn. Sangen er knirkende med skræppende og snerrende lyde.

Stær. Stæren yngler i huller i træer, under tagskæg eller gerne i redekasser. Som redemateriale anvendes bl.a. malurt og kodriver, der udskiftes i hele rugeperioden. Det mindsker mængden af utøj i reden. Stæren er ligesom gøgen redesnylter. Stærehunner kan lægge deres æg i andre stæres reder. Derfor vogter stæren nidkært sin rede mod evt. snyltende artsfæller, og hunnen kaster fremmede æg ud af sin rede, før den selv er begyndt at lægge æg.

Stær. Stæren er nært tilknyttet mennesker og er derfor en velkendt fugl for de fleste. Den kan ikke rigtig forveksles med andre arter. Stæren er overvejende sort. Om sommeren har fjerdragten en flot blĂ¥grøn og lilla metalglans.....

... om vinteren er ryggen mere brunlig og undersiden hvidplettet.

Om sommeren er næbbet gult, om vinteren er det sort. Dette billede er taget 4. december.

Fasankok. Fasanhannen, kokken, er velkendt og let genkendelig med sin skinnende rødbrune fjerdragt og det røde ansigtsparti. Hunnen er betydeligt mere afdæmpet i brune farver, hvilket camouflerer hende under rugning og ungeopfostring, som hannen slet ikke deltager i.

Grønsisken, han. Grønsiskenen er en lille finke med relativ kort, kløftet hale, som ofte ses i flok i vinterhalvĂ¥ret, nĂ¥r den søger føde i elletræer. Hvis den bliver forstyrret og letter, vender den ofte tilbage til den samme gruppe træer. Flugten er bølgende og urolig, og flokken holder tæt sammen, mens den udsender knitrende lyde. Hannen har grøn ryg, gule vingebĂ¥nd, gule felter pĂ¥ siden af halen samt gul hovedstribe og gule brystsider. Issen og hagen er sorte.

Grønsisken, hun. Hunnens farver er mere afdæmpede, og vingestriben lysere. Begge køn har mørke længdestriber pĂ¥ ryg og bug, tydeligst hos hunnen.

Jernspurv. Fuglen lever en diskret tilværelse, men dens let genkendelige sang, som siges at minde om lyden af en rusten trillebør, afslører den. OgsĂ¥ pĂ¥ trækket har jernspurven en karakteristisk stemme, nemlig et fint ringende sissississ. Jernspurven lever i forskellige sociale systemer med op til flere hanner og hunner i samme territorium.

Ringdue. Ringduen er en stor due med blĂ¥grĂ¥ farver og karakteristiske hvide tegninger pĂ¥ vingerne og halsen. Territoriet hævdes med en femtonet kurren samt en karakteristisk parringsflugt, hvor vingerne baskes højlydt sammen, mens fuglen tager højde, hvorefter den glider ned pĂ¥ stive vinger. Tegningen pĂ¥ halsen har givet den sit navn, men den bliver ogsĂ¥ ofte kaldt skovdue.

Spurvehøg. Der var jeg heldig at fĂ¥ et meget flot, close -up billede af Spurvehøgen.

Spurvehøgen er en lille rovfugl med lang hale og afrundede vinger. Hunnen kan være næsten dobbelt sĂ¥ stor som hannen og kan forveksles med duehøgehannen. Spurvehøgen har dog hurtigere vingeslag, tyndere ben og mangler duehøgens afrundede halehjørner.

Hunnen har brunlig overside og en tværstribet grĂ¥ og hvid underside; hannens overside er blĂ¥grĂ¥, og undersiden er tværstribet hvid og rustrød.

"Wræhhhh, stop for pokker.....lad mig komme væk", syntes min parakit at skrige! Spændende øjeblik, men ogsĂ¥ et flot billede af Spurvehøgen med udbredte vinger.

Munk, han. Munken er en af vores lettest genkendelige sangere med sin sorte eller brune kalot, alt efter om det er hannen eller hunnen. Fjerdragten er ellers ensfarvet i grĂ¥lige nuancer. Munken er pĂ¥ størrelse med en musvit. Den har en smuk sang, som til dels kan minde om solsortens. Den første del af sangen er meget lav, men den sidste bestĂ¥r af en række høje, klare toner.

Gærdesmutte. Den lille fugl med den store stemme. Fuglens størrelse taget i betragtning har den en meget kraftig sang bestĂ¥ende af triller og klare fløjtetoner. Sangen kan høres Ă¥ret rundt, fordi arten om vinteren ogsĂ¥ forsvarer sit fødeterritorium med sang. Kønnene er ens af udseende, ligesom ungfuglene ligner de voksne fugle.

Denne lille, rustbrune fugl med den oprette hale er helt umiskendelig.

Skovsanger. Skovsangeren er ret let at kende bĂ¥de med hensyn til udseende og stemme. Fuglen er karakteriseret ved et lysegult ansigt og bryst og en rent hvid underside; oversiden er mosgrøn. Den korte hale og de lange vinger er et andet godt kendetegn. Skovsangerens sang er meget karakteristisk og sammenlignes gerne med den metalliske svirren af en snurrende femkrone, som med accelererende lyd falder til ro pĂ¥ en hĂ¥rd overflade.

Gærdesanger. Gærdesangeren er en lille, grĂ¥brun sanger med hvid strube og mørke ben, der lever meget skjult. Den er en en smule mindre end sin mere almindelige fætter, tornsangeren. Fuglen opdages og kendes lettest pĂ¥ sin karakteristiske sang, som bestĂ¥r af en kort række klaprende lyde i samme højde. Kaldet er kort og skarpt og er blevet sammenlignet med lyden af en hæksaks, der smækkes sammen.

Jernspurv

Halemejser

Stillits

Natugle

Her pĂ¥ denne side præsenteres fuglene som omgiver os i hverdagen.....

Det bliver spændende til forĂ¥ret nĂ¥r ynglesæsonen kommer, sĂ¥ skulle det gerne give mange flere billeder😎