 |
|
|
 |
|
Gråand, hun.
Gråanden er den mest almindelige and herhjemme, og den ses næsten overalt, hvor der er vand. Hannen er let genkendelig med sin grå fjerdragt, sit brune bryst, metalgrønne hoved og gule næb. Hunnen er, som hos de fleste andre andefugle, camouflagefarvet brun. Begge køn har blåt vingespejl med hvide kanter.
Rustænder.
Arten er set på Frisenlund Sø, dette billede har jeg dog ikke selv taget.
Rustanden er en stor and, der er lidt større end den nært beslægtede gravand.
Musvit.
Musvitten er den største af vore mejser, og den der optræder på de mest forskellige levesteder. Den er en af vores mest almindelige ynglefugle. Den kendes fra de øvrige mejser på sit sorte hoved med hvide kinder og gult bryst med bred sort længdestribe.
Musvit på hovedet i en foderklokke
Skovspurv.
Skovspurven minder overfladisk om gråspurvehannen og forveksles ofte med denne, men skovspurven kan let kendes på den sorte plet på den hvide kind samt på den chokoladebrune kalot. De to køn kan ikke skelnes fra hinanden. Skovspurven er lidt mindre end gråspurven.
Sumpmejse.
Sumpmejsen er en lille gråbrun mejse med en skinnende sort hætte og en sort hagesmæk. Dens tidligere navn er gråmejse, som refererer til den grå underside. Sumpmejsen er på størrelse med blåmejsen og fyrremejsen. Den kan forveksles med fyrremejsen, men har mindre hagesmæk end denne.
Sumpmejse
Træløber.
Træløberen er en lille, uanselig fugl med lysplettet, brun ryg, lys underside og en bred, hvid øjenstribe. Som navnet siger, løber den på træer, hvor den fisker insekter frem fra den furede bark med sit lille, krumme næb. I modsætning til spætmejsen løber træløberen dog kun opad, når den søger føde. Den er næsten identisk i udseende med den nært beslægtede korttået træløber, der også findes i Danmark. Dog er den korttåede træløber meget mindre almindelig,
Natugle.
Natuglen er den almindeligste ugle i Danmark.
Fra de hvide dununger med de sorte øjne forlader reden, til de kan flyve, går der en uges tid. I denne periode kan de svæve korte afstande fra træ til træ, men de opholder sig ofte frit fremme i skovbunden.
Ungerne er selvhjulpne og kan f.eks. klatre op ad træstammer ved hjælp af kløerne. Forældrefuglene opsøger dem også på jorden for at fodre dem, så man skal ikke i misforstået barmhjertighed tage dem i pleje.
Kvækerfinke.
Kvækerfinken er en spurvefugl, der er på størrelse med bogfinken og ligner bogfinkehannen en del i farvetegning. Herhjemme optræder den næsten udelukkende på træk og som vintergæst.
I vinterdragt ligner de to køn hinanden meget, men hannen har klarere farver, og næbbet er gult med mørk spids. Hannens hovedfarve kan variere meget, men hovedet er ofte mørkplettet.
Grønirisk.
Grønirisken er en kompakt, olivengrøn finke med et kraftigt næb og en ret kort hale. Hunnen er klædt i mere diskrete farver end hannen. Arten har desuden karakteristiske gule felter på vinger og hale.
Grønirisk
Bogfinke, han.
Bogfinken er en af de mest almindelige ynglefugle i Danmark. Hannen har rødbrun krop, blågråt hoved og hvide vingebånd....
Bogfinke, hun.
..... mens hunnen er mere olivengrå i farverne.
Blåmejse.
Med op til 16 æg er blåmejsen topscorer blandt spurvefuglene. Æggene klækker i det tidlige forår, og ungerne fodres med små insekter. Musvitterne, der er afhængige af større insekter, kan derfor risikere, at blåmejserne har tømt spisekammeret, inden insekterne har vokset sig store nok til at være velegnede til musvitføde. Musvitunger dør ofte af sult pga. blåmejsen, mens blåmejsens ynglesucces er uafhængig af forekomsten af musvitter.
Spætmejse.
Spætmejsen er den eneste danske fugl, der ikke bare klatrer op ad træstammer, men også nedad.
Spætmejsen er ikke en mejse, men tilhører sin egen familie med kun én art i Danmark.
Spætmejse.
Spætmejsen er standfugl og den mest stedfaste danske fugl.
Reden anbringes i huller i gamle løvtræer, f.eks. forladte spættehuller. For at undgå for megen konkurrence kliner spætmejsen hullet til med ler, så den kun lige akkurat selv kan komme ind. Dette nedsætter konkurrencen med eksempelvis stær.
Skovskade.
Skovskaden er et almindeligt syn i de danske skove.
Skovskaden er en rødbrun fugl omtrent af samme størrelse som husskaden, men med meget kortere hale. De mest karakteristiske kendetegn er den azurblå vingeplet, den sorte skægstribe og den hvide overgump.
Skovskaden hamstrer agern i stor stil. Den er meget dygtig til at finde de gemte depoter. Ved at hamstre og dermed sprede træernes frø har skovskaden bidraget til egetræets udbredelse nordpå siden istiden.
Skovspurv med hampfrø i næbbet.
Skovspurven minder overfladisk om gråspurvehannen og forveksles ofte med denne, men skovspurven kan let kendes på den sorte plet på den hvide kind samt på den chokoladebrune kalot.
Sød ikke?
De to køn kan ikke skelnes fra hinanden. Skovspurven er lidt mindre end gråspurven.
Sortmejse.
Sortmejsen er en lille, buttet mejse, som let kan kendes på sin grå ryg, beigefarvede underside og den lange hvide nakkeplet i den sorte hætte. Sortmejserne bevæger sig hurtigt rundt i toppen af fyrretræerne og på de yderste grene, hvor de større mejser ikke kan færdes, ofte sammen med fuglekonger.
Sortmejse
Solsort, han.
Solsorten er Danmarks mest talrige ynglefugl. Hannen er helt sort med gult næb, mens hunnen er mørkebrun og har næb i samme farve. Ungfuglene af begge køn er brune med lyse pletter de første par måneder, efter de er blevet flyvefærdige.
Solsort, hun.
Fuglene er i stand til at efterligne menneskeskabte lyde, men også andre solsorte, således at nabohanner kan synge de samme motiver, ligesom ungfugle kan overtage forældrenes sangmotiver.
Rødstjert, han.
Den smukke rødstjert er en af vores mest farvestrålende småfugle. Den rustrøde underside, den sorte maske, den hvide pande og den betongrå overside på hannen giver et meget karakteristisk helhedsindtryk. Hunnen er mere uanselig beigefarvet, men med en markant rød hale. Rødstjerten er en af de fugle, der synger tidligst om morgenen.
Hvid Vipstjert.
Den hvide vipstjert er en elegant spurvefugl med sin lange stjert (hale), som den konstant vipper med, mens den ivrigt spankulerer rundt.
Stor Flagspætte.
Hannen har en rød plet i nakken, mens ungfugle har rød isse.
En unik kraniekonstruktion gør, at fuglen ikke får hjernerystelse af at tromme på træstammer. Dette arbejde, kombineret med åbning af grankogler om vinteren, slider så meget på næbbets hornlag, at tre hele næblængder slides op i løbet af et år.
Rødhals.
Rødhalsen er en meget almindelig dansk fugl, af mange kendt som rødkælk. Navnene er synonyme, idet "rødkælk" kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube.
Den røde strube er lige så markant i vinterdragten som i sommerdragten. Det hænger sammen med, at rødhalsen opretholder territorium hele året. Den røde farve spiller en vigtig rolle i forsvar af territoriet.
Rødhals.
Rødhalsens stemme er karakteristisk. Kaldet er et smældende tik, og sangen, som varierer meget, er en strøm af klare toner med mange temposkift og skift mellem dybe og høje toner. Rødhalsens sang høres hele året, fordi den forsvarer sit vinterterritorium med sang. Sangen høres også, når det er mørkt, og som noget usædvanligt for vore hjemlige spurvefuglearter etablerer hunnerne også fødeterritorium, som de forsvarer med sang.
Topmejse.
I modsætning til andre mejser udhugger topmejsen selv sine redehuller. Det er hunnen, som forestår denne opgave, og det er ligeledes hende, der står for udrugningen af det 4-6 æg store kuld. Kuldet er i øvrigt det mindste blandt mejserne. Topmejserne er standfugle, som opholder sig inden for deres territorium året rundt.
Kernebider - Selv om fuglen ikke vejer mere end ca. 50 gram, så er den i stand til at yde et tryk på op mod 40 kg med sit næb.
Kernebiderpar ved foderautomaten.
Den har en flot, farvestrålende fjerdragt i forskellige rødbrune og grå nuancer med et bredt hvidt vingebånd. Hunnen er mere afdæmpet i farverne end hannen.
Kernebider, han, med spredte vinger.
Syntes det var et "skægt" billede.
Kernebider - han.
Silkehale.
Silkehalen er en meget særegen fugl, som ikke kan forveksles med andre danske fugle. Mest iøjnefaldende er den store top samt de markante gule og røde felter på hale og vinger, der lyser op på baggrund af den brune grundfarve. Endvidere har arten en karakteristisk sort hagesmæk og ansigtsmaske.
En smuk smuk fugl.
Jeg er helt pjattet med fugle der har en lille top, såsom topmejse, silkehaler osv., og så selvfølgelig mine parakitter
Silkehale i bærrene
Silkehaler i trætoppene.
Hvilket kor :D
Dompap - han.
Tidligere var dompappen en almindelig burfugl, ikke mindst fordi hannerne kunne synge de melodier, som man fløjtede til dem under opfostringen. Navnet kommer af det tyske "Dompape", domprovst, hvis festdragt ligner dompappens.
Dompap - han.
Dompaphannen er en af de mest farvestrålende fugle i den danske natur. Hannen er umiskendelig med en markant rød underside, der står i stærk kontrast til den grå overside og fuglens sorte kalot. Når fuglen flyver, afslører den endvidere et hvidt vingebånd og en tydelig hvid overgump.
Dompap - hun.
Hos hunnen er det røde bryst erstattet af beige, men ellers er tegningerne de samme.
Sjagger.
Sjaggeren er en let genkendelig drossel, som er af samme størrelse som solsorten. De mest karakteristiske kendetegn er det grå hoved, den mørkebrune ryg samt de pileformede pletter på det gyldne bryst og den hvide bug.
Sjagger.
Fuglens advarselskald er et hæst sjak-sjak-sjak (som lyden af en stor hækkesaks), som har inspireret til artens danske navn. Sangen er knirkende med skræppende og snerrende lyde.
Stær.
Stæren yngler i huller i træer, under tagskæg eller gerne i redekasser. Som redemateriale anvendes bl.a. malurt og kodriver, der udskiftes i hele rugeperioden. Det mindsker mængden af utøj i reden. Stæren er ligesom gøgen redesnylter. Stærehunner kan lægge deres æg i andre stæres reder. Derfor vogter stæren nidkært sin rede mod evt. snyltende artsfæller, og hunnen kaster fremmede æg ud af sin rede, før den selv er begyndt at lægge æg.
Stær.
Stæren er nært tilknyttet mennesker og er derfor en velkendt fugl for de fleste. Den kan ikke rigtig forveksles med andre arter. Stæren er overvejende sort. Om sommeren har fjerdragten en flot blågrøn og lilla metalglans.....
... om vinteren er ryggen mere brunlig og undersiden hvidplettet.
Om sommeren er næbbet gult, om vinteren er det sort.
Dette billede er taget 4. december.
Fasankok.
Fasanhannen, kokken, er velkendt og let genkendelig med sin skinnende rødbrune fjerdragt og det røde ansigtsparti. Hunnen er betydeligt mere afdæmpet i brune farver, hvilket camouflerer hende under rugning og ungeopfostring, som hannen slet ikke deltager i.
Grønsisken, han.
Grønsiskenen er en lille finke med relativ kort, kløftet hale, som ofte ses i flok i vinterhalvåret, når den søger føde i elletræer. Hvis den bliver forstyrret og letter, vender den ofte tilbage til den samme gruppe træer. Flugten er bølgende og urolig, og flokken holder tæt sammen, mens den udsender knitrende lyde.
Hannen har grøn ryg, gule vingebånd, gule felter på siden af halen samt gul hovedstribe og gule brystsider. Issen og hagen er sorte.
Grønsisken, hun.
Hunnens farver er mere afdæmpede, og vingestriben lysere. Begge køn har mørke længdestriber på ryg og bug, tydeligst hos hunnen.
Jernspurv.
Fuglen lever en diskret tilværelse, men dens let genkendelige sang, som siges at minde om lyden af en rusten trillebør, afslører den. Også på trækket har jernspurven en karakteristisk stemme, nemlig et fint ringende sissississ. Jernspurven lever i forskellige sociale systemer med op til flere hanner og hunner i samme territorium.
Ringdue.
Ringduen er en stor due med blågrå farver og karakteristiske hvide tegninger på vingerne og halsen. Territoriet hævdes med en femtonet kurren samt en karakteristisk parringsflugt, hvor vingerne baskes højlydt sammen, mens fuglen tager højde, hvorefter den glider ned på stive vinger. Tegningen på halsen har givet den sit navn, men den bliver også ofte kaldt skovdue.
Spurvehøg.
Der var jeg heldig at få et meget flot, close -up billede af Spurvehøgen.
Spurvehøgen er en lille rovfugl med lang hale og afrundede vinger. Hunnen kan være næsten dobbelt så stor som hannen og kan forveksles med duehøgehannen. Spurvehøgen har dog hurtigere vingeslag, tyndere ben og mangler duehøgens afrundede halehjørner.
Hunnen har brunlig overside og en tværstribet grå og hvid underside; hannens overside er blågrå, og undersiden er tværstribet hvid og rustrød.
"Wræhhhh, stop for pokker.....lad mig komme væk", syntes min parakit at skrige!
Spændende øjeblik, men også et flot billede af Spurvehøgen med udbredte vinger.
Munk, han.
Munken er en af vores lettest genkendelige sangere med sin sorte eller brune kalot, alt efter om det er hannen eller hunnen. Fjerdragten er ellers ensfarvet i grålige nuancer. Munken er på størrelse med en musvit. Den har en smuk sang, som til dels kan minde om solsortens. Den første del af sangen er meget lav, men den sidste består af en række høje, klare toner.
Gærdesmutte.
Den lille fugl med den store stemme.
Fuglens størrelse taget i betragtning har den en meget kraftig sang bestående af triller og klare fløjtetoner. Sangen kan høres året rundt, fordi arten om vinteren også forsvarer sit fødeterritorium med sang.
Kønnene er ens af udseende, ligesom ungfuglene ligner de voksne fugle.
Denne lille, rustbrune fugl med den oprette hale er helt umiskendelig.
Skovsanger.
Skovsangeren er ret let at kende både med hensyn til udseende og stemme. Fuglen er karakteriseret ved et lysegult ansigt og bryst og en rent hvid underside; oversiden er mosgrøn. Den korte hale og de lange vinger er et andet godt kendetegn. Skovsangerens sang er meget karakteristisk og sammenlignes gerne med den metalliske svirren af en snurrende femkrone, som med accelererende lyd falder til ro på en hård overflade.
Gærdesanger.
Gærdesangeren er en lille, gråbrun sanger med hvid strube og mørke ben, der lever meget skjult. Den er en en smule mindre end sin mere almindelige fætter, tornsangeren. Fuglen opdages og kendes lettest på sin karakteristiske sang, som består af en kort række klaprende lyde i samme højde. Kaldet er kort og skarpt og er blevet sammenlignet med lyden af en hæksaks, der smækkes sammen.
Jernspurv
Halemejser
Stillits
Natugle
Her på denne side præsenteres fuglene som omgiver os i hverdagen.....
Det bliver spændende til foråret når ynglesæsonen kommer, så skulle det gerne give mange flere billeder
Gråand, hun.
Gråanden er den mest almindelige and herhjemme, og den ses næsten overalt, hvor der er vand. Hannen er let genkendelig med sin grå fjerdragt, sit brune bryst, metalgrønne hoved og gule næb. Hunnen er, som hos de fleste andre andefugle, camouflagefarvet brun. Begge køn har blåt vingespejl med hvide kanter.
Rustænder.
Arten er set på Frisenlund Sø, dette billede har jeg dog ikke selv taget.
Rustanden er en stor and, der er lidt større end den nært beslægtede gravand.
Musvit.
Musvitten er den største af vore mejser, og den der optræder på de mest forskellige levesteder. Den er en af vores mest almindelige ynglefugle. Den kendes fra de øvrige mejser på sit sorte hoved med hvide kinder og gult bryst med bred sort længdestribe.
Musvit på hovedet i en foderklokke
Skovspurv.
Skovspurven minder overfladisk om gråspurvehannen og forveksles ofte med denne, men skovspurven kan let kendes på den sorte plet på den hvide kind samt på den chokoladebrune kalot. De to køn kan ikke skelnes fra hinanden. Skovspurven er lidt mindre end gråspurven.
Sumpmejse.
Sumpmejsen er en lille gråbrun mejse med en skinnende sort hætte og en sort hagesmæk. Dens tidligere navn er gråmejse, som refererer til den grå underside. Sumpmejsen er på størrelse med blåmejsen og fyrremejsen. Den kan forveksles med fyrremejsen, men har mindre hagesmæk end denne.
Sumpmejse
Træløber.
Træløberen er en lille, uanselig fugl med lysplettet, brun ryg, lys underside og en bred, hvid øjenstribe. Som navnet siger, løber den på træer, hvor den fisker insekter frem fra den furede bark med sit lille, krumme næb. I modsætning til spætmejsen løber træløberen dog kun opad, når den søger føde. Den er næsten identisk i udseende med den nært beslægtede korttået træløber, der også findes i Danmark. Dog er den korttåede træløber meget mindre almindelig,
Natugle.
Natuglen er den almindeligste ugle i Danmark.
Fra de hvide dununger med de sorte øjne forlader reden, til de kan flyve, går der en uges tid. I denne periode kan de svæve korte afstande fra træ til træ, men de opholder sig ofte frit fremme i skovbunden.
Ungerne er selvhjulpne og kan f.eks. klatre op ad træstammer ved hjælp af kløerne. Forældrefuglene opsøger dem også på jorden for at fodre dem, så man skal ikke i misforstået barmhjertighed tage dem i pleje.
Kvækerfinke.
Kvækerfinken er en spurvefugl, der er på størrelse med bogfinken og ligner bogfinkehannen en del i farvetegning. Herhjemme optræder den næsten udelukkende på træk og som vintergæst.
I vinterdragt ligner de to køn hinanden meget, men hannen har klarere farver, og næbbet er gult med mørk spids. Hannens hovedfarve kan variere meget, men hovedet er ofte mørkplettet.
Grønirisk.
Grønirisken er en kompakt, olivengrøn finke med et kraftigt næb og en ret kort hale. Hunnen er klædt i mere diskrete farver end hannen. Arten har desuden karakteristiske gule felter på vinger og hale.
Grønirisk
Bogfinke, han.
Bogfinken er en af de mest almindelige ynglefugle i Danmark. Hannen har rødbrun krop, blågråt hoved og hvide vingebånd....
Bogfinke, hun.
..... mens hunnen er mere olivengrå i farverne.
Blåmejse.
Med op til 16 æg er blåmejsen topscorer blandt spurvefuglene. Æggene klækker i det tidlige forår, og ungerne fodres med små insekter. Musvitterne, der er afhængige af større insekter, kan derfor risikere, at blåmejserne har tømt spisekammeret, inden insekterne har vokset sig store nok til at være velegnede til musvitføde. Musvitunger dør ofte af sult pga. blåmejsen, mens blåmejsens ynglesucces er uafhængig af forekomsten af musvitter.
Spætmejse.
Spætmejsen er den eneste danske fugl, der ikke bare klatrer op ad træstammer, men også nedad.
Spætmejsen er ikke en mejse, men tilhører sin egen familie med kun én art i Danmark.
Spætmejse.
Spætmejsen er standfugl og den mest stedfaste danske fugl.
Reden anbringes i huller i gamle løvtræer, f.eks. forladte spættehuller. For at undgå for megen konkurrence kliner spætmejsen hullet til med ler, så den kun lige akkurat selv kan komme ind. Dette nedsætter konkurrencen med eksempelvis stær.
Skovskade.
Skovskaden er et almindeligt syn i de danske skove.
Skovskaden er en rødbrun fugl omtrent af samme størrelse som husskaden, men med meget kortere hale. De mest karakteristiske kendetegn er den azurblå vingeplet, den sorte skægstribe og den hvide overgump.
Skovskaden hamstrer agern i stor stil. Den er meget dygtig til at finde de gemte depoter. Ved at hamstre og dermed sprede træernes frø har skovskaden bidraget til egetræets udbredelse nordpå siden istiden.
Skovspurv med hampfrø i næbbet.
Skovspurven minder overfladisk om gråspurvehannen og forveksles ofte med denne, men skovspurven kan let kendes på den sorte plet på den hvide kind samt på den chokoladebrune kalot.
Sød ikke?
De to køn kan ikke skelnes fra hinanden. Skovspurven er lidt mindre end gråspurven.
Sortmejse.
Sortmejsen er en lille, buttet mejse, som let kan kendes på sin grå ryg, beigefarvede underside og den lange hvide nakkeplet i den sorte hætte. Sortmejserne bevæger sig hurtigt rundt i toppen af fyrretræerne og på de yderste grene, hvor de større mejser ikke kan færdes, ofte sammen med fuglekonger.
Sortmejse
Solsort, han.
Solsorten er Danmarks mest talrige ynglefugl. Hannen er helt sort med gult næb, mens hunnen er mørkebrun og har næb i samme farve. Ungfuglene af begge køn er brune med lyse pletter de første par måneder, efter de er blevet flyvefærdige.
Solsort, hun.
Fuglene er i stand til at efterligne menneskeskabte lyde, men også andre solsorte, således at nabohanner kan synge de samme motiver, ligesom ungfugle kan overtage forældrenes sangmotiver.
Rødstjert, han.
Den smukke rødstjert er en af vores mest farvestrålende småfugle. Den rustrøde underside, den sorte maske, den hvide pande og den betongrå overside på hannen giver et meget karakteristisk helhedsindtryk. Hunnen er mere uanselig beigefarvet, men med en markant rød hale. Rødstjerten er en af de fugle, der synger tidligst om morgenen.
Hvid Vipstjert.
Den hvide vipstjert er en elegant spurvefugl med sin lange stjert (hale), som den konstant vipper med, mens den ivrigt spankulerer rundt.
Stor Flagspætte.
Hannen har en rød plet i nakken, mens ungfugle har rød isse.
En unik kraniekonstruktion gør, at fuglen ikke får hjernerystelse af at tromme på træstammer. Dette arbejde, kombineret med åbning af grankogler om vinteren, slider så meget på næbbets hornlag, at tre hele næblængder slides op i løbet af et år.
Rødhals.
Rødhalsen er en meget almindelig dansk fugl, af mange kendt som rødkælk. Navnene er synonyme, idet "rødkælk" kommer fra det tyske Rotkehlchen, hvor Kehlchen betyder strube.
Den røde strube er lige så markant i vinterdragten som i sommerdragten. Det hænger sammen med, at rødhalsen opretholder territorium hele året. Den røde farve spiller en vigtig rolle i forsvar af territoriet.
Rødhals.
Rødhalsens stemme er karakteristisk. Kaldet er et smældende tik, og sangen, som varierer meget, er en strøm af klare toner med mange temposkift og skift mellem dybe og høje toner. Rødhalsens sang høres hele året, fordi den forsvarer sit vinterterritorium med sang. Sangen høres også, når det er mørkt, og som noget usædvanligt for vore hjemlige spurvefuglearter etablerer hunnerne også fødeterritorium, som de forsvarer med sang.
Topmejse.
I modsætning til andre mejser udhugger topmejsen selv sine redehuller. Det er hunnen, som forestår denne opgave, og det er ligeledes hende, der står for udrugningen af det 4-6 æg store kuld. Kuldet er i øvrigt det mindste blandt mejserne. Topmejserne er standfugle, som opholder sig inden for deres territorium året rundt.
Kernebider - Selv om fuglen ikke vejer mere end ca. 50 gram, så er den i stand til at yde et tryk på op mod 40 kg med sit næb.
Kernebiderpar ved foderautomaten.
Den har en flot, farvestrålende fjerdragt i forskellige rødbrune og grå nuancer med et bredt hvidt vingebånd. Hunnen er mere afdæmpet i farverne end hannen.
Kernebider, han, med spredte vinger.
Syntes det var et "skægt" billede.
Kernebider - han.
Silkehale.
Silkehalen er en meget særegen fugl, som ikke kan forveksles med andre danske fugle. Mest iøjnefaldende er den store top samt de markante gule og røde felter på hale og vinger, der lyser op på baggrund af den brune grundfarve. Endvidere har arten en karakteristisk sort hagesmæk og ansigtsmaske.
En smuk smuk fugl.
Jeg er helt pjattet med fugle der har en lille top, såsom topmejse, silkehaler osv., og så selvfølgelig mine parakitter
Silkehale i bærrene
Silkehaler i trætoppene.
Hvilket kor :D
Dompap - han.
Tidligere var dompappen en almindelig burfugl, ikke mindst fordi hannerne kunne synge de melodier, som man fløjtede til dem under opfostringen. Navnet kommer af det tyske "Dompape", domprovst, hvis festdragt ligner dompappens.
Dompap - han.
Dompaphannen er en af de mest farvestrålende fugle i den danske natur. Hannen er umiskendelig med en markant rød underside, der står i stærk kontrast til den grå overside og fuglens sorte kalot. Når fuglen flyver, afslører den endvidere et hvidt vingebånd og en tydelig hvid overgump.
Dompap - hun.
Hos hunnen er det røde bryst erstattet af beige, men ellers er tegningerne de samme.
Sjagger.
Sjaggeren er en let genkendelig drossel, som er af samme størrelse som solsorten. De mest karakteristiske kendetegn er det grå hoved, den mørkebrune ryg samt de pileformede pletter på det gyldne bryst og den hvide bug.
Sjagger.
Fuglens advarselskald er et hæst sjak-sjak-sjak (som lyden af en stor hækkesaks), som har inspireret til artens danske navn. Sangen er knirkende med skræppende og snerrende lyde.
Stær.
Stæren yngler i huller i træer, under tagskæg eller gerne i redekasser. Som redemateriale anvendes bl.a. malurt og kodriver, der udskiftes i hele rugeperioden. Det mindsker mængden af utøj i reden. Stæren er ligesom gøgen redesnylter. Stærehunner kan lægge deres æg i andre stæres reder. Derfor vogter stæren nidkært sin rede mod evt. snyltende artsfæller, og hunnen kaster fremmede æg ud af sin rede, før den selv er begyndt at lægge æg.
Stær.
Stæren er nært tilknyttet mennesker og er derfor en velkendt fugl for de fleste. Den kan ikke rigtig forveksles med andre arter. Stæren er overvejende sort. Om sommeren har fjerdragten en flot blågrøn og lilla metalglans.....
... om vinteren er ryggen mere brunlig og undersiden hvidplettet.
Om sommeren er næbbet gult, om vinteren er det sort.
Dette billede er taget 4. december.
Fasankok.
Fasanhannen, kokken, er velkendt og let genkendelig med sin skinnende rødbrune fjerdragt og det røde ansigtsparti. Hunnen er betydeligt mere afdæmpet i brune farver, hvilket camouflerer hende under rugning og ungeopfostring, som hannen slet ikke deltager i.
Grønsisken, han.
Grønsiskenen er en lille finke med relativ kort, kløftet hale, som ofte ses i flok i vinterhalvåret, når den søger føde i elletræer. Hvis den bliver forstyrret og letter, vender den ofte tilbage til den samme gruppe træer. Flugten er bølgende og urolig, og flokken holder tæt sammen, mens den udsender knitrende lyde.
Hannen har grøn ryg, gule vingebånd, gule felter på siden af halen samt gul hovedstribe og gule brystsider. Issen og hagen er sorte.
Grønsisken, hun.
Hunnens farver er mere afdæmpede, og vingestriben lysere. Begge køn har mørke længdestriber på ryg og bug, tydeligst hos hunnen.
Jernspurv.
Fuglen lever en diskret tilværelse, men dens let genkendelige sang, som siges at minde om lyden af en rusten trillebør, afslører den. Også på trækket har jernspurven en karakteristisk stemme, nemlig et fint ringende sissississ. Jernspurven lever i forskellige sociale systemer med op til flere hanner og hunner i samme territorium.
Ringdue.
Ringduen er en stor due med blågrå farver og karakteristiske hvide tegninger på vingerne og halsen. Territoriet hævdes med en femtonet kurren samt en karakteristisk parringsflugt, hvor vingerne baskes højlydt sammen, mens fuglen tager højde, hvorefter den glider ned på stive vinger. Tegningen på halsen har givet den sit navn, men den bliver også ofte kaldt skovdue.
Spurvehøg.
Der var jeg heldig at få et meget flot, close -up billede af Spurvehøgen.
Spurvehøgen er en lille rovfugl med lang hale og afrundede vinger. Hunnen kan være næsten dobbelt så stor som hannen og kan forveksles med duehøgehannen. Spurvehøgen har dog hurtigere vingeslag, tyndere ben og mangler duehøgens afrundede halehjørner.
Hunnen har brunlig overside og en tværstribet grå og hvid underside; hannens overside er blågrå, og undersiden er tværstribet hvid og rustrød.
"Wræhhhh, stop for pokker.....lad mig komme væk", syntes min parakit at skrige!
Spændende øjeblik, men også et flot billede af Spurvehøgen med udbredte vinger.
Munk, han.
Munken er en af vores lettest genkendelige sangere med sin sorte eller brune kalot, alt efter om det er hannen eller hunnen. Fjerdragten er ellers ensfarvet i grålige nuancer. Munken er på størrelse med en musvit. Den har en smuk sang, som til dels kan minde om solsortens. Den første del af sangen er meget lav, men den sidste består af en række høje, klare toner.
Gærdesmutte.
Den lille fugl med den store stemme.
Fuglens størrelse taget i betragtning har den en meget kraftig sang bestående af triller og klare fløjtetoner. Sangen kan høres året rundt, fordi arten om vinteren også forsvarer sit fødeterritorium med sang.
Kønnene er ens af udseende, ligesom ungfuglene ligner de voksne fugle.
Denne lille, rustbrune fugl med den oprette hale er helt umiskendelig.
Skovsanger.
Skovsangeren er ret let at kende både med hensyn til udseende og stemme. Fuglen er karakteriseret ved et lysegult ansigt og bryst og en rent hvid underside; oversiden er mosgrøn. Den korte hale og de lange vinger er et andet godt kendetegn. Skovsangerens sang er meget karakteristisk og sammenlignes gerne med den metalliske svirren af en snurrende femkrone, som med accelererende lyd falder til ro på en hård overflade.
Gærdesanger.
Gærdesangeren er en lille, gråbrun sanger med hvid strube og mørke ben, der lever meget skjult. Den er en en smule mindre end sin mere almindelige fætter, tornsangeren. Fuglen opdages og kendes lettest på sin karakteristiske sang, som består af en kort række klaprende lyde i samme højde. Kaldet er kort og skarpt og er blevet sammenlignet med lyden af en hæksaks, der smækkes sammen.
Jernspurv
Halemejser
Stillits
Natugle
Mere infoKan li'
| |
|
|
|
|