Diverse artikler og dokumenter

INDHOLD:

16. maj 2011

En beskrivelse: Schweisshundeforeningens Sommerarrangement 2009

Sporprøve Grenå plantage 4. juli 2009

Kursus i eftersøgning af hjortevildt v/Danmarks Jægerforbund Kalø, juni 2009

Schweisstræning Fussingø forår 2009 v/Kronjyllands Jagtforening og Hammershøj og Omegns Jagtforening

Rævejagt v/Vedersø, Ulfborg 15.februar 2009 - Kennel Klitgaard

Fællesjagt på spulefeltet v/KJF 10.januar 2009.
En jagtoplevelse beskrevet med en ”grøn” jagtdeltagers øjne.
 
"..jagtsæsonens sidste og årets første.."

En beskrivelse af Sepp's debut på schweiss ved Schweisshundeforeningen's sommerarrangement i Nordjylland august 2008

Klage over vildtsporprøven i Rold 31.maj 2008

En artikel skrevet til DJK's årsskrift 2006

16. maj 2011

 

 

16. maj 2011

Min dag som ”schweiss-hunde-fører-praktikant” J

 

16. maj, en magisk dag for alle jægere og ikke mindst for schweisshundeførerne.

D-a-g-e-n hvor såvel garvede som ”grønne” jægere skal ud på jagt efter bukken efter ugers forberedelse og schweisshundeføreren skal igen udføre et godt samarbejde med sin ”gamle” hund eller afprøve den ”nye”,  sidste skud på stammen, efter måneders forberedelse.                          

  Molly....min makker           

For mit eget vedkommende var i år helt speciel af flere årsager. Bl. a. fordi

·          at jeg har skiftet hund siden sidste år

·          at jeg i år har søgt i registret for første gang

·          at Molly og jeg fik en aftale i stand med en legitimeret hundefører, som vi skulle følge denne ”årets” dag

 

Kl. 04:30 kørte Molly og jeg fra Frisenlund. Vanddunken og kaffekanden var fyldte – en lille madpakke smurt og fuldkost til Molly og med maverne fulde af forventninger og spænding  drog vi mod vest – vi var bare SÅ klare.

Vi havde ca. 2 timers kørsel foran os. Men det havde ingen betydning  – vi havde endelig fået en helt unik chance for at være med der hvor det sker – at følge en schweisshundefører på nærmeste hold - at møde rekvirenterne – se hvordan det hele foregår – håndteringen –  fornemme stemningen, ja kort sagt lære noget.

 

Kl. 06:15 ca. nåede vi destinationen. Som altid blev vi modtaget med smil og godt humør.

Hund, udstyr, kaffe og diverse pikpak skiftede bil og vi skulle afsted. Den første rekvirent havde allerede bedt om assistance.

 

På vej til den uheldige jæger gjorde vi et kort stop. ”Naboen” havde nedlagt en flot buk og ville selvfølgelig gerne vise den frem og få en lille snak.

Den ville vi gerne se og gratulere med – samtidig kunne Molly jo lige få lov at snuse til og tage bukken nærmere i øjesyn. Dette var egentlig grunden til at hun var med, for hun skulle jo ikke bruges som sådan, men med for at kunne fornemme stemingen og ”få lov” til at observere og reagere------. Det gjorde hun så…….

 

Vi kørte videre mod den oprindelige destination. Undervejs kimede telefonen mange gange.

Jeg sad med ”parabolerne” slået helt ud for at opfange alle meddelelser, snak  og spørgsmål som der blev udvekslet, samtidig med at  telefonnumre, destinationer og rekvirentnavne blev skrevet ned.

Altsammen imens der lige skulle sluges et kop kaffe.

 

Asger kendte den første rekvirent og kendte også hans jagt, så han vidste nøjagtigt hvor vi skulle hen. Jægeren stod da også klar på skovvejen for at tage imod.

 

Der blev hilst og Asger forklarede, at jeg var med som aspirant – om det var OK? Dertil ingen indsigelser(pyh ha).

Jægeren forklarede hvornår - hvordan – hvorfra – hvormed osv. Ja hele forløbet alt imens der blev lyttet opmærksomt og efterfølgende blev der stillet relevante spørgsmål fra hundeførerens side…..

Denne foreslog at vi lige tog ”en kigger” på anskudsstedet, som rekvirenten kunne anvise helt nøjagtigt. Han havde selv været på stedet og kigge mens han ventede, inden selve eftersøgning med hund skulle pågbegyndes.

Dette viste sig at være en god disposition.

På anskudsstedet var der masser af schweiss. Og nok engang fik vi fortalt hændelsesforløbet…..

….og dér få meter fra os inde i buskadset lagde bukken.

Ingen diskussion – dette var en af de ”nemmere” eftersøgninger

 

Så lærte man det – sådan kan det også gå for sig C

 

Videre gik det………….. dagen igennem………den ene anmodning om assistance efter den anden fulgte. En pudsighed, noget jeg syntes var ganske sjovt var, at når vi kom kørende der på landevejen og vi nærmede os næste destination, ja så kunne jeg som regel se en bil holde i vejkanten eller inde ad en skovvej længere fremme – det var rekvirenterne!!!!! De kendte så til gengæld også Asger’s bil - -så de begyndte så småt at køre når vi nærmede os…det syntes jeg da var temmeligt skægt……

 

Ingen af eftersøgningerne var ”af de elementære”. Hermed mener jeg f.eks. et lungeskud hvor dyret ligger forendt indenfor kort afstand. Nej, alle var meget specielle og dermed også svære at forklare – men jeg har dem tydeligt i erindring.

 

I alt nåede vi op på fem eftersøgninger – hvoraf én var ekstremt ”udfordrende”. Efter ca 8 km remarbejde, 2 gange hetz og 3 hundeførere på opgaven måtte vi opgive og konkludere, at dyret åbenbart ikke var mere alvorligt såret end at det ville kunne klare sig. Der havde været meget schweiss i starten men det aftog hurtigt og ja…det havde selvfølgelig taget lang tid at gå denne eftersøgning. Vi hundeførere var undervejs blevet udsat for lidt af hvert – og det kunne mærkes, ikke mindst dagen derpå. Brændenælder, sump, vandløb, krat, tæt skov og åbne marker – ja vi var hele repetoiret igennem.

Det blev sagt, at det var næsten som en stroppetur fra dengang man var ved militæret – det kunne jeg jo så ik’ li’e snakke med om – men der blev hældt vand ud af støvlerne mere end én gang!

Men man var vel forberedt – så det var nyt på fra inderst til yderst..sådan!

 

Jeg lærte utroligt meget om og observerede hvordan man gebærder sig i dette metier!

Brug dit netværk

·          – giv en opgave videre så rekvirenten ikke skal vente for længe og dyret lide unødigt. Asger havde meget fikst lavet vistikort med kollegers navne og telefonnumre – så var de altid ved hånden, virkelig smart fundet på!

·          - rådfør dig med en kollega i tvivlsspørgsmål. Det er aldrig flovt at bede om hjælp. Sammenlign det med jægeren som ikke vil stemples og undlader at rekvirere schweisshund. Det er mere flovt at lade være.

·          - har du travlt tag dig alligevel tid til at snakke med revkirenten. Lyt og forstå, det betaler sig i høj grad – det var der et godt eksempel på også denne dag. Uanset hvor travlt vi havde og hvor mange gange ”mobilen” ringede, ja så lod Asger aldrig rekvirenterne mærke at der var tryk på. Der var tid til at høre om dagens hændelse mere end en gang + evt. de andre fra årene før osv. osv. osv….også selvom det rykkede for at komme videre, så er jeg sikker på, at rekvirenterne aldrig mærkede dette  .

·          - ro på når rekvirenten m. fl. har trasket rundt i anskudsområdet og påført schweiss til al vegetation i området, selvom man indeni tænker: ”Sa…. oss´ ”

·          - overraskelse og chok kan få én til at reagere på den mærkeligste måde, sige og glemme de underligste/vigtigste ting. F.eks rekvirenten der en times tid efter ringede og spurgte om vi havde taget hans skydestok….

·           - optræd professionelt med troværdighed og selvsikkert…

 

At være med på flere eftersøgninger gav også grundlag for sammenligning. Her tænker jeg specifikt på:

1.       Anskydningstyper.

2.       Håndtering af rekvirent/-er, (én vs. flere samtidigt).

3.       Observationer på anskudssteder.

4.       Håndtering af opkald.

5.       Stille de ”rigtige”?

6.       Vigtigheden af at kende et område, være ”lokal”.

7.       Måden at arbejde med hunden på.

 

Jeg har nu været ”med” 3 forskellige hundeførere – nu er det så op til mig at sortere og bruge hvad jeg har lært og få det indarbejdet så det passer til min måde at arbejde på.

 

Som registreret hundefører skal man ikke være nervøs for at tage en aspirant med  -  alle uheldige jægere tog godt imod mig og var enige i, at skulle man lære så var man nødt til at være med hvor det foregår. Nogle gange havde Asger ved opkaldet varskoet om, at han havde en ”lærling” med. Andre gange først når vi var på stedet.

Men jeg blev mødt mere med nysgerrighed og interesse end forbehold fra jægernes side!

 

Mit ønske om at komme i registret er bestemt kun blevet styrket yderligere - det er endnu mere tydeligt, at der er et behov der skal dækkes og det vil jeg umådeligt gerne være en del af.  Specielt kunne jeg godt tænke mig at være en form for ambassadør for registret. Jeg kan simpelthen ikke lade være….

1.       Jeg er blevet kontaktet af et jagtkonsortium på Norddjursland som gerne ville høre om registret og schweisshunde. (har erfaring med undervisning – jeg henvendte mig til formidleren for regionen desangående)

2.       Uddeler streamere til kollegaer efter en kollega havde en specifik hændelse med en påkørelse. Som vedkommende sagde:”Dyret fejlede ingenting, de ku’ ihvertfald ikke finde det”. Bilen skulle efterfølgende 3 dage på værksted.  Hmm!

3.       …og for ikke at glemme den vigtigste af dem alle, min hund – og samarbejdet – alle timerne man får tilbragt sammen, men det er jo en helt anden historie der kan skrives……”Poetry in Motion”……

 

 

Det kan gøre ondt at være en ”nørd”………..jeg er taknemmelig for at være en!   

                                                                                       

Schweisshundeforeningens Sommerarrangement 2009

”Viljen til at ville”

Schweisshundeforeningens Sommerarrangement 2009

 

Sepp og jeg tog af sted fredag eftermiddag. Bilen var pakket med div. udstyr og store forventninger til de kommende dage.

Nu har vi jo tidligere deltaget i et af schweisshundeforeningens arrangementer – så det gjorde bestemt ikke forventningerne mindre, tværtimod.

OG lad det være sagt med det samme – vi blev ikke skuffede.

(billedet Sepp og en af hans nye venner)
 

DAG 1

Traditionen tro startede weekendens program fredag eftermiddag. Så efter 226 km eller 2½ times kørsel nåede vi bestemmelsesstedet.

Holmgård v/ Stevninghus per Kliplev skulle danne rammerne for arrangementet i år, og det var et rigtig godt valg. Der var super gode faciliteter. Masser af plads, både udendørs og indendørs.

 

Ca. 40 personer + hunde havde sat hinanden møde denne fredag. Alle med den samme altoverskyggende interesse – schweissarbejdet. Senest klokken 18:00 skulle alle tilmeldte være ankommet og indkvarteret, da ”begivenhederne” tog fart fra dette tidspunkt.

 

Første punkt på programmet var tips og tricks om Garmin- og Tracker pejl v/ Finn Møller. På forhånd kendte jeg ikke meget til det, men nu ved jeg i hvert fald en del mere, end da jeg kom. Der var helt sikkert også flere af de ”garvede” brugere som erhvervede sig viden og hjælp om og til de underlige tegn og symboler, som var poppet op på pejlenes displays. Finn, er nærmest et omvandrende leksikon!

 

Helstegt gris og socialt samvær var afslutningen på en meget vellykket og hyggelig dag.

 

DAG 2

Dagen startede med let regn fra morgenstunden. Med sådan en frrrrrrrisk morgen, kunne det kun blive en god dag.

Straks efter morgenmaden blev vi opdelt i 3 grupper. Hver gruppe bestod af minimum 2 hunde, registrerede schweisshundeførere, forhåbentlig kommende schweisshundeførere og ”tilskuere”.  Udfordringen til grupperne bestod i at løse spor i skoven. Der var eet spor per gruppe, så man måtte skifte hund undervejs. Hundene i grupperne var ikke på samme niveau, så det tegnede til at blive rigtig spændende og udfordrende – og det blev det.

Da alle deltagere var klar til at drage til skovs var regnen ophørt, og resten af dagen var vejret perfekt til dagens formål.

 

Njjjaaa nu skriver jeg alle, men sådan var det faktisk ikke helt. Udover selve schweisstræningen er der hvert år også arrangeret en tur for ledsagere – og i år gik turen til Danfoss Universe i Nordborg. På denne tur fik ledsagerne en uventet overraskelse – de mødte nemlig Kronprinsesse Mary, som også gæstede Danfoss Universe denne dag.

På hjemturen blev Ingers medbragte kaffe og nybagte kage nydt i det grønne.

Lidt sightseeing i Sønderborg blev det da også til, så alt i alt havde det været en perfekt dag.

 

I skoven blev grupperne udfordret til det yderste. Så de ca. 2-3 timer, der var afsat til at udrede sporene, blev så rigeligt brugt.

Som tiden gik, havde man lidt på fornemmelsen, at alle gik rundt imellem hinanden og forsøgte at gøre det ”rigtige”. Hen mod middag var området så over trampet, at det var totalt umuligt at finde nogle som helst pürschtegn. Forvirringen var total.

For nogen blev opgaven løst og ”dyret” fundet, mens andre måtte erkende, at det ikke lykkes hver gang.

Det var hårdt at skulle give op, men det trøstede, at vi vidste, det var en fiktiv situation og ingen dermed led overlast.

 

Efter frokost var næste punkt på dagsordenen, et emne, som netop i disse dage lå mange stærkt på sinde. Egnethedsprøve og kvalifikationstest.

Villy stod for at skulle guide os igennem testprøverne, set fra både bedømmernes og hundeførernes side.

Naturligvis var der en del diskussion og spørgsmål, da en del af deltagerne på dette sommerarrangement netop havde søgt om optagelse på schweissregisteret, så det var jo ”høj” aktuelt for dem. Spændende var det at høre om, og spændende bliver det at erfare hvordan det sidenhen er gået med deltagerne!

 

Så skulle vi på tur. Resten af eftermiddagen tilbragte vi i den naturskønne Tinglev Mose. Aksel var turguide og fortalte om naturgenopretningen i mosen.

Jeg vil bare sige, at Sepp og jeg ”gad godt” opleve mosen ”vågne” en rigtig tidlig morgen. Vi er overbeviste om, at det må være en oplevelse i særklasse! Som appetitvækker kan det lige indskydes, at vi så rørhøgen derude……..!

 

Næste punkt på dagsordenen var middagen. Og den syntes jeg er liiiiidt svær at få beskrevet. Men på invitationen stod:” Programmet bliver spændende og det såvel på det kulinariske som det faglige område.”.

Det var ikke en underdrivelse! Denne middag måtte siges at være toppen.

Vi fik ikke havregrød og rugbrød og et par enkelte andre retter, men ellers tror jeg, at vi var igennem alt andet. Fisk, kylling, råvildt, ja helst ville jeg bare skrive intet nævnt intet glemt …… så det gør jeg.

 

Men den der med ”at mange kokke fordærver maden” – den passer IKKE. Her var der et helt håndboldhold af unge mænd, der kunne andet end at trylle med en bold. De kunne også trylle i et køkken, og det havde de så efterhånden gjort i 9 år.

 

Inden vi gik til desserten, blev der evalueret på løsningen af sporene tidligere på dagen.

 

Det blev nu klart for alle hvorfor vi havde haft så store problemer. Sporene var nemlig en skøn blanding af wiedergange, stjerner og krydsning af spor. Så for de ”ikke helt så professionelle hunde” havde det selvfølgelig været en opgave udover det sædvanlige.

 

Som afslutning på denne helt fantastiske dag, var der nu serveret dessert, som bestod af et ostebord, efterfulgt af hyggeligt samvær.

 

DAG 3

Morgenmad. Brændstof til dagens dont. Så var vi klar.

Denne 3. og sidste dag indledtes med en lektion i pürschtegn v/Carsten Batzlaff.

Det var virkelig et informativt og lærerigt indslag, som jeg syntes var prikken over i’et. Eneste minus, der var ”kun” afsat én time. Emnet hed faktisk ”Pürschtegn i teori og praksis”, men det var udelukkende den teoretiske del vi nåede igennem. Vi kunne have brugt meget mere tid - måske vi kunne forsætte hvor vi slap, ved en senere lejlighed!

 

Næste punkt på dagsordenen var en demonstration af hvalpe, som var under uddannelse til schweisshunde. 2 Ruhårshvalpe,(kuldsøskende), ca 12 uger og en Bayer på 15 mdr.

Og de var helt klart dygtige alle 3. Bayer’en var endda nået så langt som til at lære rapportering. Jeg syntes dog, at det kunne have været ”sjovere” at se en variation af racer, da der jo var nok af hvalpe under oplæring deltagerne imellem. Det er første gang at jeg har deltaget i noget ”schweissrelateret” hvor der ikke deltog en eneste labrador!

Men summa summarum, hensigten var at demonstrere forskellige træningsmetoder, hvilket lykkedes, og diskussionerne udeblev da heller ikke J .

 

Et krydderi på hele arrangementet var hornblæserne. Det giver altid en ekstra dimension når man stå der og lytter til tonerne fra jagthornene – ja selv hundene ”sang med”.  

 

Som afslutning blev der nu grillet pølser til den afsluttende frokost inden vi alle drog hjemover. En dejlig og begivenhedsrig weekend, som gik alt for hurtigt, var til ende.

Tilbage var nu kun at tilbagelægge de 226 km ~ 2½ times kørsel, men med alle de indtryk der huserede rundt i hovedet skulle det nok gå hurtigt hjemad.

 

 

På gensyn i 2010

 

Sepp og Pia

www.frisenlund-gravhundeogkorthaar.dk

 

 

 

 

 

 

 

Ting man vil gerne, er fjerne…..

Ting man vil, når man til…..

 

 

 

 

Sporprøve v/Djurslandsjagthundeklub Grenå plantage 4. juli 2009

..og det var en skærsommerdag..

 

 


Schweissprøve v/Djurslandsjagthundeklub Grenå/Ebeltoft plantager

lørdag d. 4. juli 2009.

 

 

En schweissprøve i juli måned havde jeg aldrig troet vi skulle stille op i. Hvis nogen havde have spurgt mig måneder, ja få uger eller dage forinden ville jeg nok have forsvoret det.

 

Ikke desto mindre var Sepp og jeg at finde blandt de 38 ekvipager som stillede til start ved schweissprøven i Grenå og Ebeltoft plantager lørdag d. 4. juli. Ikke en hvilken som helst lørdag i juli, men en steghed lørdag hvor temperaturen var nær de 30 grader Celsius og ingen vind. Der var knastørt i plantagerne – og hugormene havde kronede dage, så når vi ikke lige var ”på sporet” var det vigtigt, at man ikke bevægede sig alt for langt ud i buskadset. En dag der ville kræve det ultimative af de deltagende hunde og førere.

 

Vi blev fordelt på 6 hold. Hele spektret af prøvetyper var repræsenteret: 1000m/40/20 timer, 400m/20 timer og 400m/3 timer fordelt på konventionelle spor eller færtsko spor.

 

Jo jo, der var skam nok at tage fat på – så efter der var budt velkommen drog vi holdvis af sted til de respektive spor ihv. Grenå og Ebeltoft plantager.

 

Som altid ved den slags arrangementer var der en hel del ventetid. Her drejede det sig om at sørge for at hundene forholdt sig rolige og i skygge. Vigtigst var det selvfølgelig at sørge for at de fik så meget at drikke som muligt.

 

Det gode ved ventetiden er, at vi hundeejere, kan få en masse snak med andre ligesindede. Alle har vi vores måde at gøre tingene på, men gode ideer og erfaringer kan man jo aldrig få for mange af, så det var bare med at suge til sig når lejligheden nu var der.

 

Som dagen skred frem blev det klart, at de hunde som tog færten op og udredte sporene i eet stræk og dermed på korteste tid, var dem som klarede sig bedst. Hvis der blev brugt for meget tid og energi ved afledningsfært o.a. ja så krævede det for mange kræfter og hundene gik simpelthen ”døde”. Det varme vejr krævede sine ”ofre”.

 

Sepp og jeg havde snakket om det inden vi tog hjemmefra, at det ville blive hårdt pga.    varmen, men nu havde vi jo trænet hele foråret og vores delmål dette forår (som nu var blevet til sommer) var at bestå 3 timers prøven, og selvfølgelig havde Sepp forstået alvoren.

Så med en koncentreret indsats udredte han sporet på 12 minutter, så var den ged barberet.

 

 

Efterhånden som holdene blev færdige med sporene returnerede vi til udgangspunktet på Næsgårdvej for her at få dagens samlede evalueringer.

 

Helt så slemt som frygtet og diskuteret ude på sporene gik det dog slet slet ikke.

Der var faktisk rigtig flotte præmieringer da alt blev gjort op.

Som det kan ses af nedenstående blev 29 hunde præmierede, heraf faldt der 5 1. præmier i eliteklasserne og 15 1. præmier i 3 timers klassen.

 

 

1.præmie

2.præmie

3.præmie

0

Elite spor

5

2

3

6

 

 

 

 

 

3 timer

15

1

3

3

 

Djurslandsjagthundeklub kunne med tilfredshed se tilbage på et meget vellykket arrangement. Der havde været mange tilmeldinger, rammerne havde været fantastiske og vejret næsten for godt. Hvad kan man næsten forlange mere? Selv hornblæserne var repræsenterede – klangen af jagthorn giver altid et ekstra pift ved arrangementerne.

 

På gensyn på sporet

Sepp og Pia

 

www.frisenlund-gravhundeogkorthaar.dk

 

 

 

..for da var skoven grøn grøn..

 

Kursus i eftersøgning af hjortevildt - Kalø juni 2009

Kursus i eftersøgning af hjortevildt den 16. og 17. juni 2009

Danmarks Jægerforbund Kalø

 

 



Sepp og jeg har igen været på kursus. Igen en oplevelse, som jeg er nødt til at nedfælde på skrift – simpelthen for at gennemleve hele forløbet nok engang, samt sikre at ”guldkornene”, som faldt i kursusforløbet, ikke glemmes og sidst men ikke mindst for at dele oplevelsen sammen med andre.

 

 

Først på formiddagen tirsdag d. 16. juni, pakkede Sepp og jeg bilen med diverse pakkenelliker og udstyr til 2 dages lærdom og udfordringer. Vi skulle på Kalø (i det efterfølgende underforstået Danmarks Jægerforbund Kalø) for at deltage i et kursus i Eftersøgning af hjortevildt. Et kursus oprettet for jægere med interesse for schweissarbejdet samt for jægere der ønsker optagelse på schweissregistret.

I bagagen havde vi tillige en masse forventninger til de kommende dage.

 

Vanen tro, mødte vi op i god tid, Sepp og jeg. Vi var 11 deltagere med hver vores vidt forskellige baggrund, fra flere landsdele, forskellige hunderacer og planer for fremtiden Linket mellem os alle var selvfølgelig den altoverskyggende interesse for schweissarbejdet.

 

Underviserne var 3 schweisshundeførere – samt deres hunde. Mere kompetente formidlere udi emnet kunne vi kursister ikke forlange.

 

Undervisningen tog sin begyndelse med et historisk tilbageblik. Begyndelsen, udviklingen og dags dato. Herunder krav, optagelse, kvalifikationstest, de legitimerede schweisshundeføreres ”grundlov” (miljøministeriets bekendtgørelse om eftersøgning og aflivning af nødstedt vildt), og adfærdskodeks.

 

Kravene og egnethed af de forskellige jagthunderacer var næste emne på dagsordenen, men også et emne som gav en del stof til eftertanke hos mange af os deltagere. Specielt fordi mange af os jo havde hund med og allerede godt i gang med træningen – ja faktisk fik vi at vide, at vi var det første hold, kompetencemæssigt, der lå på så højt et niveau at kursusindholdet måtte revideres på selve dagen. Alle mødte op med hunde, der var præmierede i en eller anden grad. Men det var nu mest det med race og træningsmetoder der virkelig gav stof til eftertanke!!!!

 

Teori, teori og atter teori. Alle var vi forberedte hjemmefra og ventede med spænding og forventning på de praktiske øvelser. I hvert fald Sepp og jeg, for vi har jo altid trænet på egen hånd og kun gået ”fremmede” spor på prøver. Det er den praktiske del og det at se hvordan ”real life schweisshundeførere griber det an” delen vi hungrede efter.

 

Så skete det endelig. Efter frokost drog vi i skoven til de praktiske opgaver.

Vi blev delt op i hold, og der blev udlagt spor til enkelte af hundene.

Selvfølgelig gik det lidt i ”ged” for Sepp og mig. Den måde jeg har trænet på, sammenlagt med det faktum, at Sepp af private årsager, ikke havde gået et spor i ugevis gjorde, at han nok havde lidt travlt, mildt sagt. At gå en wiedergang havde han aldrig prøvet før – så vi var rigtigt kommet på kursus!!!

Men hold da op hvor lærerigt – specielt efterfølgende, da det blev en andens hund der skulle prøves af – man får godt nok meget ud af at følge andre. 

Der blev evalueret individuelt efter hvert spor og hver hund. Efterfølgende nød vi den medbragte kaffe og kage mens der samlet blev evalueret på alle hold(3).

Det blev konstateret, at tempo og tid var noget vi alle skulle arbejde med. Så blev der snakket lineføring, halsbånd vs. sele osv. osv. Jeg kan ikke huske alle detaljer, nok mest dem som jeg selv skulle fokusere på i fremtiden!!

 

Pludselig var eftermiddagen gået, og det var atter tid at tage tilbage på Kalø til aftensmaden. Lækkert med dejlig mad og go’ service når man har været udendørs en stor del af dagen.

 

Men dagen var slet ikke til ende endnu – næ nej – vi var jo kommet for at lære noget så efter aftensmaden drog vi igen i skoven - dog uden hunde denne gang. Vi skulle ”læse” anskudssteder.

Det var godt nok spændende, men også svært - - det var jo ganske nyt for de fleste af os.

Vi blev igen delt op i de samme hold som tidligere og tildelt et område hvor et dyr var blevet anskudt. Vi samledes igen derefter, for at evaluere og dele viden og informationer holdene imellem. Der var 7 anskudssteder i alt, de 4 sidste opgaver blev løst i samlet flok, da tiden jo var en faktor som var ved at løbe fra os, mørket var ved at falde på.

 

Det blev en lang dag – så det sociale komsammen efterfølgende på overnatningsstedet gik lidt i vasken, da vi først var tilbage og indkvarteret ved 23:30 tiden. Derefter var der jo også hundeluftningen at tage hånd om - - vore firbenede venner ventede jo trofaste i bilerne.

 

Inden søvnen indfandt sig hamrede dagens lærdom og oplevelser rundt i kroppen og hovedet på én – hunderacer/ træning / skudsteder / anskydningstyper / pürschtegn / deltagere / ..i morgen.. / ZZZZZZZzzzzzzzz …..

 

 

Onsdag morgen – tidligt op . Kørte fra Den Økologiske Landbrugsskole, hvor vi havde overnattet, kl. 05:50 direkte til Kalø hvor jeg parkerede bilen. Gav Sepp morgenmad og tog på vandretur ud mod Kalø Slotsruin. En skøn morgen. Vi mødte bl.a. en ræv og en hel masse af Sct. Peters høns som Sepp motionerede lidt rundt i vandkanten – samtidig fik han sit morgenbad og rusket noget tang J

 

På skolen var der morgenmad fra kl. 8:30, og vi var tilbage ved 07:15 tiden, perfekt timing.

 

Efter morgenmaden var der demonstration af en praktisk eftersøgning i området omkring Kalø. Vi fik demonstreret remarbejdet samt hetz. Jeg må indrømme, at jeg virkelig nød at studere et ”rigtigt” stykke arbejde.   Eneste minus, alt for kort og alt for hurtigt.

Derefter var der afgang til skoven. Der var udvalgt enkelte hunde som skulle gå overnatningsspor. Sporene var lagt således, at os som ikke lige var ”på”, kunne gå i periferien, hvor vi næsten havde frit udsyn, og følge med i alt hvad der foregik og samtidig fik vi kommentarer og gode råd med undervejs. Hvad vedkommende gjorde rigtigt eller forkert eller kunne gøre bedre. Hvor man kunne placere en markering hvis man havde fundet pürschtegn, eller hvis hunden markerede uden føreren opdagede det osv. osv. Der var rigtig mange guldkorn undervejs. Tegn og muligheder man simpelthen ikke opfanger under udredningen af et spor. Det var simpelthen suverænt.

 

Men alting får en ende, og det gjorde også denne lektion i skoven. Vi vendte tilbage til Kalø for at indtage vores frokost – endnu engang super forplejning.

 

Resten af eftermiddagen og kurset foregik i teorilokalet. Evalueringer, cases osv. Afslutningsvis var der erfaringsudveksling og debat.

 

 

Evaluering

Mht. træning fik jeg godt nok sat nogle ting på plads.

 

Det blev virkelig tydeligt gjort for mig, at selvom jeg havde opnået rigtig gode resultater med mine hunde i de foregående år, var det nu på tide at ændre træningsmetode hvis Sepps og min fremtidsplan om registret skulle gå i opfyldelse.

 

Forskellen på schweisstræning for at opnå præmiering til registrering på fine papirer til avl, eller stille op i brugshundeklasse på udstilling osv. kontra træning til det virkelige livs eftersøgninger er TOTALT forskellige (men bestemt ikke mindre spændende og udfordrende, tværtimod).

 

Sepp og jeg er et rigtig godt eksempel herpå. Indtil nu har jeg lært, at det vigtigste var at komme fra A til B hurtigst muligt. Finde ”dyret”. Sådan!

En konkurrence, hvor tiden spiller ind

 

Men sådan fungerer det jo ikke i det virkelige liv. Der er det en udfordring, en opgave og ikke en konkurrence.

Succesen i at arbejde med hunde er samarbejdet mellem hund og fører – og det er bestemt ikke mindre ”In real life” schweissarbejdet. Der er samspillet mellem hund og hundefører det essentielle i at løse en opgave.

 

Sepp og jeg fik serveret den ene overraskelse efter den anden.

  1. Glem alt om sporstart ritual
  2. Vær’ klar fra start – på med selen og søg ”anskudssted”
  3. Glem alt om tempo, tag dig tid – gooood tid
  4. Stop op på sporet x flere

 

 

Vi fik vendt op og ned på alt hvad vi/jeg havde lært indtil nu.

Jeg fik lært hvad sporarbejde virkelig drejer sig om. Dertil må jeg tilføje, at det uden tvivl er mere krævende men også meget mere givende end hvad jeg hidtil har prøvet. Derfor har dette kursus været guld værd for os.

 

Vi/jeg fik virkelig blod på tanden, og måtte indrømme (dog kun for mig selv), at der var mange ting som jeg burde, ville havde gjort anderledes, set i bagklogskabens klare lys.

Ting som jeg helt klart vil ændre med min næste hund. Én ting havde jeg dog gjort rigtigt fra start, nemlig at påbegynde træningen med min hund fra 10 ugers alderen.

 

Summa summarum – jeg ville nødig fortsætte mit videre hundearbejde uden den erhvervede viden og anbefaler derfor mere end gerne dette kursus til andre. Hvem ved, måske vil vi igen være at finde blandt deltagerne.

 

 

 

Tak til alle øvrige deltagere og underviserne for godt selskab, samarbejde og

2 yderst lærerige dage.

 

 

Sepp og Pia

www.frisenlund-gravhundeogkorthaar.dk

  

"Schweisstræning Fussingø forår 2009

 

Schweisstræning Fussingø forår 2009

Kronjyllands Jagtforening og Hammershøj og Omegns Jagtforening

 

En fortælling af Henriksens Bando


Mandag d. 13. april nåede jeg en milepæl i min uddannelse til schweisshund. Min unge alder taget i betragtning har jeg allerede oplevet en masse, men lad mig starte med begyndelsen.

 

Jeg er født i Tårs sammen med mine 7 søskende. Efter 8 uger flyttede jeg ind hos min nye ”familie” hvor jeg skulle bo sammen med 2 andre drenge, gravhunde!

 

Blot 10 uger gammel fandt jeg ud af, at jeg altså ikke kun skulle nyde men også yde. Så jeg måtte arbejde mig til føden – det var nu også ganske sjovt – finde mad rundt omkring i græs og ral, gå små ture efter en nylonstrømpe med lever i eller en lunge fra råvildt (ja det vidste jeg jo ikke fra start……meeeeenn….man er jo ikke korthår for ingenting!!), for så til sidst at finde en lækker mums, kogte leverstykker og et rådyrløb som jeg stolt kunne tage med hjem og vise til gravhundene. Gradvist blev sporene længere og længere, det blev hårdere arbejde – men samtidigt også mere udfordrende.  Jeg ville bevise, at jeg kunne finde mumserne og løbene uanset hvor meget hun, min ”mor”, anstrengte sig for at putte dem.  Så når mit arbejdstøj, sele og sporline kom frem, gav jeg den lige en tand ekstra.

5 mdr. gammel var jeg med på schweisshundeforeningens sommerarrangement, hvor jeg første gang rigtigt skulle prøve kræfter med et ”fremmed” spor. Det gik fint, jeg bestod med UG, så jeg skal vist af sted igen i år!

 

I løbet af min uddannelse har jeg forceret både marker, lyngbakker, granskove og vandløb, ja sågar brombærkrat. Totalt frygtløs, og alligevel - pludselig skulle jeg på kursus – schweisskursus sagde hun. Vi skulle ud og lære nyt og være sammen med ligesindede. Ellers har vi jo trænet ugentligt på egen hånd mor og jeg.

 

Vi tilmeldte os et schweisskursus udbudt i et samarbejde mellem Kronjyllands Jagtforening og Hammershøj og Omegns Jagtforening. Kurset bestod af 5 træningspas inkl. afslutning, ca. fordelt over en 2 mdrs. periode, hvilket gjorde, at der var tid til at hjemmetræne imellem træningsdagene. 16 hunde var tilmeldt, repræsenteret ved 5 forskellige racer, overvejende Tyske Ruhår. Vi blev fordelt i hold á 4 hunde og hvert hold var tilknyttet 2 trænere.

Første træning bestod af et introkursus i klubhuset i Hammershøj, derpå fulgte praktik i skoven. Efterfølgende mødtes vi ved hver træningsstart ved ”Mølledammen” v/Fussingø Slot, hvorfra vi holdvis kørte ud i botanikken.

Målet er at gøre mig til schweisshund, så pludselig ændrede det sig fra at være tørkost/leverslæb/blodspor og rådyrløb til færtsko og skind.

 

Ja ja, men hvis hun troede det gjorde nogen forskel for mig kunne hun godt tro om igen.

Okay jeg indrømmer, at det der med at prøve nogen af jo også går den anden vej! Nogen gange spurter jeg af sted for, at se om hun nu kan følge med – og tager også en lille afstikker i ny og næ. Ikke altid med vilje – men så er det jo godt vi har hinanden – så finder vi ud af det alligevel.  
                                                             
 

Nu er jeg i mellemtiden fyldt et år og det at gå på kursus har ”ik’ været så ring’ ” endda. Vi har lært rigtig meget bl.a. kan nævnes 1) opstart (rutiner), 2) at lave færtskospor (specialsko påmonteret klove), 3) at markere schweiss, (vildtdele placeret på sporet) og sårleje, 4) at læse terræn og hinanden 5) og vi har set et eksempel på hvordan en rapportering kan foregå.  Det har været nogle utroligt givtige træningsdage i skoven. Altid godt humør og forventning til dagens udfordringer. I pausen mellem sporudlægning og spor blev vi hunde luftet for at være klar til sporstart + at mens kaffen blev drukket (og kagen spist!!) blev der talt om den forgangne uges hjemmetræning.  Hvilke erfaringer eller problemer man evt. var løbet ind i, samt det at deltage ved schweissprøver. Apropos fik vi jo alle mulighed for at afprøve dette, da der som afslutning på kurset, blev afholdt en lokalprøve mandag d. 13. april.

 

Vejret den dag var noget diset og tåget fra morgenstunden og ikke meget vind. Vi mødtes vanen tro ved ”Mølledammen”, hvor vi blev budt velkommen og fordelt på 3 hold som ikke nødvendigvis var de samme som man havde trænet på. Trænere og kursister fra samme træningshold kunne ikke være på samme prøvehold.

 

På mit hold var der 4 hunde. 2 Tyske Ruhår og en Engelsk Springer Spaniel foruden mig. Jeg skulle gå spor nr. 2.

 

Som altid tager vi starten stille og roligt. Hun har lang tid om det, og så skal jeg stå der og vente mens hun går hen og roder, lige der hvor det er allermest spændende. Og jeg er bare SÅ nysgerrig – for sa…  øhhh Søren, la’ nu mig komme til………..endelig får jeg lov….og jeg fører an, selvfølgelig…. bare følg mig.

 

Vi går et laaangt stykke, så knækker det pludselig til venstre og vi knækker med og videre derud á. Vi ender i en lille slugt som minder mest af alt om et motorvejskryds for råvildt – det duftede godt alle steder fra. Midt i det hele var der et sårleje, det ville hun studere nærmere, og ikke nok med det, jeg måtte tilbage og tage et ekstra kig for hun insisterede!!!!!

På’en igen - søge sporet - deroppe, oppe ad bakken, under granerne til højre, duftede det godt af råvildt, skulle man ikke ta’en kigger, vejen var jo banet via en veksel!!……..nå nu siger hun stop, jeg må tilbage….. okay hun har jo ret, det er ikke helt den fært jeg startede ud med. Tilbage – der var den igen, startfærten – så lad os da komme fremad, længere frem, endnu længere frem – og denne gang drejer det skarpt til venstre OP AD EN STEJL BAKKE – mon hun nu kan følge med? Ellers må jeg jo lægge lidt flere kræfter i for det er denne vej – helt sikkert. Huh hej det går – det er godt det her, men hov hvad er nu det? Nå det er der du har gemt dig! Ha – det hjælper ikke når det er en korthår der er på sporet, frem i lyset med dig.

 

GREAAAT missionen fuldført – NU får jeg lækkerier….. jubiiiii som altid bliver jeg ikke skuffet. Uhmmmm.

Hold op hvor var hun glad – og det er jo rart at man kan gøre andre glade og samtidig selv have det sjovt ikke?

Så stod de lige og snakkede lidt mens jeg spiste og snuste til ”trofæet”, så gik det tilbage til bilen.

 

Da alle hundene var færdige mødtes alle deltagere ved et nærmere aftalt mødested – hvor der blev givet kritikker og præmieoverrækkelser skulle finde sted.

 

Jeg kan ikke huske alle placeringer, men vi havde åbenbart gjort det godt de fleste af ”gutterne” og jeg, for der var mange flotte præstationer og præmieringer den dag.

 

Selv fik jeg en 1. præmie – OG den ære at få overrakt ”vandrepokalen” i form af en kronhjorte kastestang, beviset på dagens bedste præstation. Dette betyder, at jeg får mit navn og race graveret på en sølvplade som monteres på kastestangen sammen med tidligere års stolte vindere. – En ekstra sidegevinst for mig er, at dette medfører mange, rigtig mange dage i skoven i fremtiden.

 

Stor tak til alle involverede i dette kursusforløb – både arrangører og medkursister – det har virkelig indfriet alle vores forventninger – tør man håbe på et videregående kursusforløb


                                 
PÅ GENSYN PÅ SPORET

 

Sepp ~ Henriksens Bando

www.Frisenlund-gravhundeogkorthaar.dk

 

 

 

 

Rævejagt m. KJF og Kennel Klitgaard d. 15. februar 2009

Det er søndag morgen d. 15. februar, klokken er 05:30 og radioen er begyndt at spille.

Pling! --- og man er lysvågen, for i dag er en spændende dag. Rufus (Gravmand Cæsar, ruhåret standard gravhund) og jeg skal nemlig på gravjagt i Vestjylland hos Kennel Klitgaard – du ved, dem med Tysk Jagtterrier som var hos KJF og holde foredrag x 2. OG det er nemlig i den forbindelse at det hele er begyndt. Det var faktisk ved at vinde konkurrencerne, dem med Terrieren og skindet, at vi, Holger Ryer og undertegnede skal af sted.

Op, i bad, finde påklædning (en del), finde ”udstyret” frem fra våbenskabet og Rufus’ pakkenelliker”. Det kan man jo ikke forberede aftenen før, for så er der ingen søvn at få overhovedet, specielt når det kun er den ene af hundene der skal med!

Rufus og jeg kører hjemmefra kl. 06:30 efter jeg har fået ham rystet ud af dynerne.

Vi er 3 jægere der skal af sted. Jeg skal kun køre til Assentoft, som er første stop, hvor vi skal være kl. 07:00. Rufus placeres i et af hundeburene hvor Holger plejer at transportere sine schweisshunde. Derefter går turen via Vorup, da formand Jens Ove Pedersen var så heldig at blive inviteret med – og bilen dermed ”fyldt op” J

 

Køreturen ”vestpå” foregår i godt humør og masser af snakken. Vi passer på ikke at have for høje forventninger til dagen, det er jo ved at være sidst på sæsonen – og ræven skal man jo ikke stille klokken efter. Holger har ”kørekaffe” med, mens Jens Ove har forberedt et morgenmåltid med rundstykker belagt med pålæg og kager + kaffe som vi skal indtage undervejs. Rufus opfører sig eksemplarisk på den lange køretur. Undervejs sover han i et af hunde burene og er på en enkelt lufte tur. Jo jo vi er kommet i rigtigt godt selskab Rufus og jeg, intet mangler, heller ikke på service siden.

 

Jo længere vi kommer vestover jo mere sner det, efterhånden går det over i slud og regn. Efter knap 200 km kørsel holder vi på parkeringspladsen ved Kennel Klitgård. Bent er klar. Han er ved at pakke 4-hjulstrækkeren da vi ankommer. Ikke mindre end 4 hunde er læsset ind bagi i hvert sit bur, der er både Sorte Elvis og Q-Bic og ………… nemlig! Og for resten, lige umiddelbart før vi ankommer, har han med sin riffel nedlagt en ræv som gik bagved gården!!

 

Nu går det bare derud a’ i botanikken.  Vi er klar.  For at gøre en laaaaang historie kortere er vi i løbet af dagen ved ca. 15 gravkomplekser. Det er blandet kunstgrave og naturgrave, beliggende i varieret natur. Nogle på åbne marker, andre i skovkanter og helt 3. i diger. Vi kører skiftevis i 2 biler og andre gange, i uvejsomt terræn, stuver vi os sammen i 4-hjulstrækkeren -  ja vi bliver ”rystet godt sammen” på den tur, bogstaveligt talt.

Det var en del ud og ind af biler og bure i løbet af dagen, så selvom der er nok at se til og der ”glemmes” et gevær på fronthjelmen eller en pils på forskærmen, så får vi altid det hele med inden turen går videre til næste grav.

 

Jeg har besluttet, at Rufus kun må bruges i kunstgrave. Indtil dato har han kun været i grav på egen matrikel. Alligevel er der kun én enkelt gang han bliver i bilen. Han får som den første lov til at besigtige gravene og dermed markere om der er ræv i eller ej.  Det fungerer fint. Der er 2 gange han går direkte i - - - - men ræven er smuttet. For at være sikre prøves en af Bents hunde, men udfaldet er det samme (heldigvis…. ja for Rufus altså!!! – at man kan tro på ham).

 

Efter timer ude i den friske, regnfulde februar dag holder vi pause i Jens Bjerg Thomsens jagthytte ved Stadil Fjord. Her nyder vi en sodavand i tørvejr og ræsonnerer over dagen og må erkende, at det ikke lige er

d-a-g-e-n hvor vi vil opnå det helt store udbytte, vildtmæssigt. Det er lidt øv, for der er masser af rævespor (o.m.a.) overalt, og ved gravene ser vi at rævene har markeret og også rystet sand af sig – sneen er afslørende.

 

Men på’en igen. ”Ork, der er masser af steder vi ikke har prøvet endnu”: siger Bent J - det gør vi så.

 

Men desværre, hvis ikke rævegravene var det synlige bevis kunne vi lige så godt have været på Bornholm – for ræve er der ingen af.

 

Dagens sidste ”besøg” er på et af digerne. Nu er vi rigtigt modige – der er jo alligevel ingen ræve så hvorfor tage geværerne med ud og ind af bilerne for snart 14. gang når vi alligevel ikke skal bruge dem……………………….

 

Hunden prøves …. vi venter i spænding for der markeres………. lidt piv…lidt træk i linen… tøver lidt, men nej han fortryder, der er alligevel ikke noget…. hm hm, vi prøver igen med hund nummer 2, vi må være helt sikre…. men nej vi blev ikke straffede for at have været så nonchalante…der bliver heller ikke brug for geværerne her….

 

Nu kaldte brændeovnen for alvor - - den var blevet nævnt et par gange i løbet af dagen!!!!!

 

Så vi vender igen snuden mod Kennel Klitgaard. Vi er nemlig inviteret på frokost -  - - - det skal jeg love for vi får. Det er i de hyggeligste omgivelser – rigtig landidyl, og brændeovn.  Smørrebrød med alt hvad dertil hører. Kaffe og gammeldags hjemmelavet kiksekage – selv en ikke kage/chokolade spiser som mig smagte.

 

Vi fik rigtig snakket med Dinne og Bent under frokosten. Et par herlige mennesker som viste stor interesse for hvad vi, deres gæster, går og sysler med.

 

Så er det vist på tide at vi vender hjemover. Jeg har ingen anelse om tid - - - vi har jo fri, så ingen ur, men Rufus og jeg ”lander” igen i Østby kl. 18:20 - - - trætte, efter en meget lærerig og spændende dag – alligevel har Rufus overskud til at sætte hovedet og halen højt og spankulere ind til de andre ”drenge” med attituden og et lille knur da de nærmer sig:” Hej guys, det er mig der styrer”.

                                                           
v/Pia og Rufus
 

Fællesjagt på spulefeltet v/KJF 10. januar 2009

 

 

...jagtsæsonens sidste og årets første...

 

 

 

Lørdag den 10. januar 2009 blev jagtsæsonens sidste og årets første fællesjagt på Spulefeltet v/Randers Fjord afholdt.

 

Som ny jæger havde jeg, som altid, store forventninger og en meget begivenhedsrig dag tog sin begyndelse, da jagtdeltagerne var sat stævne ved KJF’s klubhus kl. 9:00 til fælles kaffe og morgenmad.

 

Ved ankomst gav vi hånd og hilste godmorgen alle deltagerne imellem, til jagtlederen først. Der er en del ”ritualer” der skal overholdes i løbet af en jagt, dette var kun én af dem. Dernæst afregning til jagtlederen for deltagelse i jagten og konkurrencen om gæt af antal ben på dagens parade samt antal af afgivne skud på dagens jagt. 

 

Efterhånden som alle tilmeldte var mødt ind gik snakken lystigt rundt om ved bordene i jagtstuen. I brændeovnen var der tændt op, så der var allerede en varm og forventningsfuld atmosfære.

 

Jagtformanden tog herefter ordet og bød velkommen. Der var stort fremmøde, 29 jægere (heraf 2 kvinder og undertegnede den ene) og 19 hunde. Parolen blev afholdt i ”næsten” go’ ro og orden. Der faldt et par kvikke bemærkninger fra sidelinien, men de vigtigste informationer om sikkerhed og jagtbart vildt blev formidlet på bedste vis. Skovsneppe, råvildt, ræv og fasankok var det der måtte jages denne dag i januar. Vejret var overskyet, 3-4 grader og næsten ingen vind, så der var ikke meget for hundene at arbejde med, men der var jo mange om at dele opgaven.

 

Så var vi klar til opbrud, der skulle nemlig køres et stykke førend vi var ude på såterne. Vi samledes foran klubhuset hvor der blev organiseret samkørsel.

Nu gik det derud á…………

 

1. såt. Skytter og hundeførere blev delt op. Skytterne blev posteret med ca.20-30 m afstand. Når en post blev anvist, takkede man for denne ved f.eks. at løfte på hatten. Da skytterne var placeret og man havde ”hilst” på naboerne, var det tid at lade og vente. Nu kunne hundeførerne gå i action. Der blev blæst i jagthornet og drevet blev sat i gang. Vi kunne hele tiden høre hundeførernes opildnende råb til hundene, og efterhånden som hundene nærmede sig hørtes tydeligt susen i sivene – og man skulle lytte godt efter. For det kunne jo være et stykke vildt der nærmede sig, så det var om at være parat – hundene larmer godt nok mere end vildtet når det bevæger sig rundt derinde i bevoksningen – de braser bare igennem, mens vildtet er noget mere adræt. Det øvede øre kan høre forskellen….. det er så mig om nogle år! Og det der med at fryse når man står stille på post, det glemmer man bare alt om - for når først ”musikken spiller”….. hæ hæ – det var virkeligt spændende J .

Første såt - ingen vildt til paraden – vi så da fasankokke men intet blev nedlagt.

Jo jo jagtetikken er i orden. Det er jo også således, at man kan ærgre sig i længere tid over et skud man har afgivet end et skud man aldrig fik sendt afsted!

Såten blev blæst af.

 

Således gik det videre i 2. og 3. såt. Vi, skytterne blev posteret som tidligere beskrevet, hvorefter hundene trådte i aktion. Og heldigvis for deres skyld, blev der nedlagt et par fasaner som de kunne apportere.

 

I 4. såt var det ren sivbevoksning. Det var hårdt for hundene – men de arbejdede bare på livet løs og skånede ikke sig selv. Dette gav da også bonus. De fik vist os en del af råvildtbestanden – som faktisk er ganske betydelig i området.

Der blev skudt til 1 stk. råvildt – skytten var dog usikker på om dyret var ramt – men indtil det modsatte var bevist, betragtedes det som værende ramt og som altid kommer tvivlen den anklagede til gode, så selvfølgelig blev der rekvireret en schweisshund som skulle og også kunne afgøre sagen – det var en forbier.

 

5. såt – ufortrødent knoklede hundene videre i sivene. Der blev nedlagt 1 fasankok og 1 råbuk, en flot 6-ender.

Det var helt fantastisk – der var bare så meget vildt – og der blev da også afgivet et skud mere mod råvildt – igen påvist af schweisshund, at det var en forbier.

De gør en god gerning schweisshundene – og de rekvireres oftere end nogensinde, en god udvikling. Ikke kun i jagt øjemed men også i trafikken.

 

Der lød 3 trut fra jagthornet – hvilket betød, at der nu var afgivet 2 skud mod råvildt i denne såt, og at der ikke måtte afgives flere. Ja, det vidste jeg så ikke – men det var heller ikke blevet nævnt på parolen – det positive er, nu glemmer jeg det aldrig!

Efter såten måtte skytten ”brække” sit bytte under megen snakken og stor bevågenhed fra os andre jægere – det var jo også en del af ”fornøjelsen”!

 

Nu var det tid at indtage den medbragte madpakke. Først skulle vi dog køre et lille stykke til dagens 2 sidste såter.

Maden blev nydt under den skyede himmel - vi sad i små grupper ved bilerne.

Der blev snakket på livet løs – det havde jo også været en rigtig begivenhedsrig dag – so far - så der var nok at drøfte og ”være kloge på” J

 

Efter frokosten begav vi os atter ud i terrænet.

 

6. såt var et spændende stykke. Det var blandet bevoksning med alt hvad man kunne tænke sig. Drevet var da næsten heller ikke sat i gang, førend den første ræv viste sig – langt forud for hundene – men så’n er han den snu rad – han forlader hurtigst muligt ”bageriet” hvis lugten bliver for stram. Denne gang lykkedes det ham dog ikke at undslippe.

Fasankokke var der også en del af. En enkelt måtte lade livet, mens andre hurtigt fløj væk uden så meget som at få uorden i fjerene.

 

7. og sidste såt er siv – og vand!! Vi skytter blev som tidligere, placeret rundt på digerne. Vejret havde slået lidt om, lidt mere vind - - - men når man står dér med alle sanser vakt, ja så ænser man det ikke, og det fremmede hundenes arbejde. Der var fuld koncentration på hvad der foregik ude i såten. Man kunne se og høre hunde og jægere derude i bevoksningen – hurra for de orange bånd – som man af sikkerhedshensyn skal bære under jagt.  Hvis udsynet er til det, tæller jeg altid antallet af hatte/orange markeringer – for at holde styr på hvor drevet er, men også for at se om kæden følges nogenlunde ad.

Også i denne såt var der råvildt – men da kvoten for jagt på råvildt i denne del af arealet blev nået ved sidste jagt, var det nu fredet. Nu var det fasankok og ræv der måtte nedlægges.

En ræv kom på skudhold - - - men den snu krabat kom snigende op ad skråningen og jeg så ham først da han på toppen af diget ”kravlede” over - lige midt imellem skytterne. Man skyder aldrig på langs af posterne, så det var sikkerhedsmæssigt uforsvarligt, at skyde til ham i det korte øjeblik han krydsede diget, hvorefter han hurtigt forsvandt i bevoksningen ned ad skråningen på den anden side. Det lykkedes ham dog ikke at undslippe. Få minutter senere blev han nedlagt, da han efter en længere flugt gennem terrænet faldt for en anden jægers præcise skud.

 

 

Derefter kørte vi alle tilbage til klubhuset for at afholde dagens absolutte højdepunkt: Vildtparaden, der denne dag bestod af:

·          1 stk. råbuk

·          2 ræve

·          4 fasankokke

 

Vi samledes om vildtet og jagtlederen takkede af for dagens jagt, og af respekt for vildtet stod vi nu med hatten i hånden, mens der blev blæst i jagthornet for de 3 vildtarter.

Dernæst gik alle (næsten) i klubhuset for at afslutte denne begivenhedsrige dag – for ”fiskarlen” havde også lige noteret sig en 3 sider med forseelser, eller mangel på samme, som han lige skulle indkassere bøder ud fra - det skal lige nævnes, at her var det kun fantasien der satte grænsen J

Dagens ”ben gæt” blev gættet, 22 stk. Vinderen vandt en DVD med jagt, mens der på dagen blev afgivet i alt 18 skud. Dette blev ikke gættet men nærmeste gæt fik også en DVD.

At man har skyderet og ikke skydepligt - - - - - - blev hermed bekræftet, helt seriøst.

 

 

På gensyn næste sæson

 

 

 

 

/ en jagtoplevelse beskrevet med en ”grøn” jagtdeltagers øjne J

 

 

Schweisshundeforeningens sommerarrangement august 2008 - Sepps debut på schweiss

En beskrivelse af Sepp's debut på schweiss som vi, Sepp og jeg oplevede det:

Schweisshundeforeningen holdt sommerarrangement her i sommer 2008– ved Uggerby plantage v/Hirtshals. Vi, Sepp og jeg, deltog i arrangementet som varede fra d. 22. – 24. august.
Jeg vil gerne på sigt have ham registreret i Schweissregistret, og ville bruge denne forlængede weekend på at få ham ”testet”, om evnerne er der. OG DET ER DE J

Sepp var den yngste deltager, og uden nogen vidste hvad vi tidligere havde prøvet kræfter med, blev vi sat sammen med en registreret fører som skulle lave en eftersøgning med Sepp og mig.

Vi fik at vide, at det var en påkørsel efter mørkets frembrud på et stykke vej hvor føreren af bilen ikke havde set til hvilken side dyret var løbet. Det eneste vi ville finde på påkørselsstedet var en papkasse som han havde placeret for at kunne finde stedet igen.

Altså, vi kørte derud og besigtigede stedet – Sepp tog efter kort søg i vejkanten en fært op og ville ind i skoven et bestemt sted. ”Nej nej, sagde jeg og holdt lidt igen, prøv igen Sepp. Det gjorde jeg 2 gange, fordi jeg syntes han var mere interesseret i et hul i jorden kort fra stien han ville ind på. Så kom sporlæggeren, som havde stået længere nede af vejen for at følge starten, og spurgte hvorfor det var, at jeg ikke ville lade min hund gå ind der?  Øhhhhh, sagde jeg det ved jeg ikke rigtig, men jeg tror han er interesseret i et jord hvepsebo derinde. Men jeg sagde til schweissføreren at Sepp altså viste tegn på fært der, så vi måtte hellere følge ham. Det gjorde vi så, og da vi igen nåede hvepseboet snuste han kort og gik videre – SUPER- det var helt rigtigt.

Derefter klarede han sporet til næsten UG. Han havde et par afhop – hvor de registrerede hunde som schweissføreren havde med tog over ganske kort, men det fik de ikke lov til ret længe af Sepp, så glemte han hans hvalpe attitude og gik på spor igen. På et tidspunkt hvor schweissføreren mente han var gået af havde han dog rigtig fat i sporet, gik blot 1-1½ meter ved siden af J .

Summa summarum, Sepp førte os til slut hvor der var 2 kolde Tuborg og en dåse leverpostej. Han var lidt skuffet der ikke var noget rådyr at snuse/guffe i. Troede ikke rigtig på at vi ”var færdige”.

Nå men bagefter, mens vi stod og nød de 2 kolde, blev jeg så spurgt hvor vi havde bestået 3 timers schweissprøven!!!!!

Så måtte jeg jo fortælle at Sepp aldrig havde været til prøve, han havde aldrig lavet en åben start, han havde aldrig gået 600 meter, han havde aldrig gået overnatningsspor og han havde i hvert fald aldrig gået spor med distraktioner(de 2 andre hunde i hælene).

Ved evalueringen fik vi en rigtig flot kritik, og mange kom og ville snakke lidt om denne unge korthår som havde gjort det så godt – Vi har i hvert fald fået blod på tanden. Materialet er i orden, så er resten vel op til mig.

Jeg blev opfordret til at starte med at lægge overnatningsspor til ham, og glemme alt om den 3 timers prøve, den skal blot bestås til foråret ( hm hm, jeg ved godt det ikke er bare …).

Jeg har min egen måde at træne på og veksler med forskellige udfordringer, det er alt sammen noget der kræver træning, så jeg vil ikke sige ”bare” .

Men som sagt, Sepp er en fantastisk dejlig hund, han er bare så totalt overgearet når vi træner – nogen gange kan han slet ikke styre det. Jeg glæder mig rigtig meget til det bliver forår hvor al træning kan begynde for alvor, lydighed, schweiss, apportering osv. sådan med mere alvor bag, hvor vi nu kun træner i leg, hans alder taget i betragtning.

 

Klage over vildtsporprøven i Rold 31.maj 2008

   

Klage over afvikling af vildtsporprøven i Himmerland, Rold d. 31/5 2008.

 

Hermed fremsendes klage over afviklingen af brugsprøven i Himmerland, Rold d. 31/5 2008.

Jeg nedlægger protest mod præmieringen, dommerens behandling af prøven samt dårlig behandling af dommer og sporleder, hhv. Jens Skovbo og Eva Stilling Pedersen.

 

Baggrund:

Jeg havde tilmeldt min hund, Gravmand Cæsar, til sporprøve i Rold 31/5 2008. Min hund skal afvikle et spor i elite II klassen. Han er i forvejen præmieret med en 2. præmie på elite II.

 

 

Beskrivelse af selve sporprøven:

Vi kører samlet ud i skoven, ruhåret standard Gravmand Cæsar, dommer Jens Skovbo, sporlægger Dan Vestergaard og undertegnede, i sporlæggerens bil.

 

Kl 8:50 - Jeg får anvist anskudsstedet og få meter før dette ifører jeg min hund ”arbejdstøjet”, sele og sporline.

Vi starter op ved, at jeg løfter min hund hen til anskudsstedet, sætter ham roligt ned, så han får næsen direkte i færten, som han tager op med det samme. Derefter går det i raskt tempo med fuld line fremad. Jeg kan se på min hund, at han har godt fat i sporet så det går bare derud af. Han går/løber meget målrettet, så det er bare om at følge med. De første 2 knæk klarer han nemt. Ringer fint, tager atter sporet op og det går igen over stok og sten.

I 3. knæk ringer han igen. Han ringer højre om og tager hurtigt en fært op. Jeg fulgte efter og tænkte, at det her, det går da bare forrygende, for jeg kunne på dette tidspunkt se blod, så jeg var på intet tidspunkt usikker på, at hunden ikke gjorde det rigtige. Pludselig råber dommeren, at vi desværre er på afveje og må komme tilbage, da der er noget galt med sporet. ”Hvad”, tænker jeg, det kan da ikke være rigtigt – det var da tydeligt at vi var på rette vej. Jeg nåede med min hund hen til dommeren som stod ved det knæk hvor Gravmand Cæsar lige havde ringet. Her sagde han, at Cæsar skulle have gået til venstre i stedet for højre. Det kunne jeg jo ikke forstå sagde jeg, for der er da tydeligt schweiss at se der hvor vi netop kom fra. Jow, det kunne dommer og sporlægger også se, men det var altså forkert. Derfor skulle vi lige gå nogle meter væk for atter at starte op igen, så måtte vi sidenhen snakke om hvad der evt. kunne være sket. Okay, det gjorde vi så. Dommeren anviste et område og sagde, at der skulle være fært et sted, men kunne ikke anvise præcist hvor. Fint sagde jeg, men vi kom jo fra den side så vi må jo skulle modsat? ”Ja det kan jeg jo altså ikke hjælpe med”, sagde Jens, hvilket han jo havde ret i. Så jeg vurderede og brugte samme procedure som ved start af sporet og satte roligt min hund på igen. Han vidste med det samme hvilken retning han skulle tage og kørte videre på præcis samme sikre måde og tempo som før vi blev afbrudt. Kort efter havde han udredt sidste del af sporet og fundet vildtdelen – kl 9:08.

Jeg sætter mig selvfølgelig ned og roser min hund, det bedste jeg har lært. Da jeg rejser mig op kommer først sporlægger hen, rækker hånden frem, ønsker tillykke og giver mig en kvist. Dernæst dommeren som også ønsker tillykke og roser min hund for flot arbejde

Jeg var rigtig rigtig glad. For Cæsar havde udredt sporet temmelig sikkert og hurtigt. Dernæst sagde dommeren, at så måtte vi jo lige have en snak om hvad der var sket. Ordret kan jeg ikke helt huske hvad der blev sagt, men jeg fornemmede at der var noget galt og spurgte derfor om min 1. præmie da var i fare???? Ja det kunne jeg ikke regne med at jeg fik for jeg havde jo fået hjælp i 3. knæk!

Hallo, deri var jeg da ikke ganske enig, men så sagde han, at han jo ikke kunne tildele mig en 1. præmie for så ville han jo være færdig som dommer.

Arh, sagde jeg. Der måtte vel kunne forekomme formildende omstædigheder, specielt i et tilfælde som dette hvor det jo var ganske umuligt at ane uråd – for både hund og fører! Ja selv sporlægger og dommer var i vildrede!

Nå, men han ville ikke beslutte noget nu, men tage en snak med sporleder og jeg ville så høre nærmere. Han pointerede, at jeg ikke skulle snakke med de andre deltagere i sporprøven når vi kom tilbage til pladsen, førend jeg havde hørt videre. Det aftalte vi så.

 

Efterfølgende:

Det gjorde jeg heller ikke. Jeg gik direkte til bilen, gav min hund vand og noget at spise, da han jo var taget fastende hjemmefra 4 timer forinden, så han var godt tørstig, sulten og træt.

Så ventede jeg….. og ventede… og ventede. Det føltes som en evighed, og jeg fik heller ingen tilbagemelding. Pludselig gik dommer, sporlægger og en anden deltager og gjorde klar til at tage af sted. Hva’ det var da underligt, han havde jo lovet at give besked!

Jeg gik hen mod bilen og nåede lige at råbe ham an inden de kørte og han sagde så, at jeg nok ville få den 2. præmie, en meget flot en!!! Jeg spurgte ham så hvad jeg skulle bruge den til, for sådan har jeg i forvejen. Ja ingenting sagde han bare – så kørte de.

Jeg gik derpå hen til sporleder og spurgte om de ikke havde snakket om det. Det havde de. Og resultatet sagde jeg? Hvis han står fast ved 2. præmien vil jeg gerne bede om min resultatbog med det samme, jeg ville dermed forlade prøven i protest. Jamen hun skulle altså lige snakke med ham nok engang når han kom tilbage fra sporet han var ude på. Okay sagde jeg, og indvilligede i at vente.

Jeg var RASENDE. Dette var en direkte nedværdigende og respektløs opførsel jeg var udsat for.

De andre deltagere havde selvfølgelig fornemmet at noget var galt, det kunne de jo se og høre på mig. Jeg forklarede situationen, og alle var forargede på mine vegne. ”Jamen vi så jo du kom med både løb og kvist? Det får man da kun hvis man er tildelt en 1. præmie?” Det kunne jeg jo kun tilslutte mig.

 

Noget senere kom sporlægger, der skulle gå ved middagstid, hen til mig og sagde at han håbede det bedste og en fair behandling. Han ville selvfølgelig ikke gå imod dommerens afgørelse, men hvis jeg ikke under formildende omstændigheder fik tildelt hvad vi havde fortjent, underforstået en 1. præmie, ja så ville det ikke være fair, og Jens har jo ry for at være en fair dommer sagde han. Hmmm.

 

Dagen gik……og resten af prøverne blev gennemførte. Jeg hørte intet fra hverken dommer eller sporleder. Jeg måtte pænt vente på at få en afgørelse til sidst hvor alle kritikerne blev læst op. Jeg var så naiv og tro at intet var godt nyt.

 

Min kritik var kort og klar – ”Flot sporarbejde, må hjælpes i 3. knæk u. blod” – sådan, ingen forklaring, ingenting. Pointene faldt således:

Anlæg                        12

Sikkerhed                    14

Tempo                          9

Helhedsintryk             20

I alt                              55

 

 

Jeg kørte hjem med en ekstremt dårlig oplevelse i bagagen. Jeg håber, at dommeren kørte hjem med en dårlig smag i munden. Det er ikke første, men sidste gang han har dømt en af mine hunde L . Det er heller ikke første gang jeg har været til sporprøve i Himmerland, Rold, men sidste – hvert fald med DGK. 26/5-07 var jeg til sporprøve samme sted, samme hund i åben klasse og dengang kunne jeg vælge mellem en 2. præmie eller et nyt spor!

 

Hvad er det lige der sker? Er det mig der bare er ekstremt uheldig, eller har de bare ikke styr på det deroppe?

 

Konklusion:

Jeg har flere uafklarede ? der suser rundt i mit hoved:

 

  • Hvor kom det andet blod fra?

 

Ja de påstår deroppe at de ikke har lagt det, hvem har så? Måske er det ingen, måske er det blod fra et stykke anskudt vildt?

 

  • Hvorfor blev sporet ikke bare kasseret?

 

Det er unfair for både hund og fører, der jo ingenting gør galt og ingen mulighed har for at vide det er galt – medmindre at det altså var en sporprøve i parallelspor, MEN DET VAR DET IKKE!

 

  • Hvorfor får jeg ikke min første præmie når jeg får både kvist og lykønskninger?

 

Det er da uhørt!!! Andet ved jeg ikke hvad jeg skal sige, andet end at det var fuldt fortjent.

 

  • En meget flot 2. præmie?

 

Jo tak – til hvad. Jeg kan ikke rigtig se logikken. Et elite II spor der afvikles på 18 minutter, inklusiv det lille afbræk. Tiden og de 9 point i tempo taler sit klare sprog – hvordan hænger det sammen med ”kun” 14 i sikkerhed? Han gik jo perfekt!

Men selvfølgelig det ville jo virke ekstremt dumt at en hund ville få 60 point eller derover med en 2. præmie? Jeg tror faktisk at han var den der fik 2. flest point af alle deltagende hunde i begge klasser (der var ingen elite I).

 

Men uanset hvad. Pointene ændrer jo intet i denne sammenhæng. Det er præmieringen det gælder.

 

 

Afsluttende:

Det er seriøst arbejde der ligger bag, derfor forventer man også at blive taget seriøst og få en fair behandling for det arbejde der udføres. Der er ingen regler uden undtagelse!!!

 

Derfor, og på baggrund af ovennævnte og herunder de specielle omstændigheder hvorpå sporet blev afviklet anmoder jeg dermed om at få præmieringen ændret til en 1. præmie.

 

Jeg håber, at jeg har fået det hele med men skulle dette have foranlediget yderligere spørgsmål er jeg klar ved telefonen eller på e-mail.

 

 

Med venlig hilsen

 

Pia Mogensen

Østbyvej 3, Lystrup

DK-8961 Allingåbro

 

Telefon: 8648 7444

Mobil: 2223 5055

 

Medlemsnr. 5070

 

5 måneder senere får jeg denne e-mail, EFTER jeg har rykket for et svar:

Kære Pia Mogensen

Først må jeg undskylde, at jeg ikke har fået dette svar sendt afsted, selvom det har ligget klar til afsendelse siden vores bestyrelsesmøde. Godt, at du har rusket lidt op i det. Tillykke med din flotte præmiering på den følgende prøve.

Bestyrelsen har haft din klage til høring hos de implicerede parter, og vildtsporprøveudvalget er også kommet med dets vurdering. Alt dette er derefter blevet behandlet i bestyrelsen.

Det pågældende spor var et EII spor, -altså et natgammelt spor, hvor hunden skal kunne udrede sporet uden at skifte til anden fært.

Hunden skiftede til anden fært uden at fører eller hund har bemærket det. Hundeføreren er blevet kaldt tilbage og sat på sporet igen, hvilket efter reglerne medfører, at den bliver trukket i præmiegrad.

Prøvelederen har oplyst, at minimumsafstanden mellem de udlagte spor var overholdt.

Da det er et offentligt tilgængeligt område, er det ikke muligt at forhindre andre dyr og mennesker at færdes i området, og dommeren har således handlet helt korrekt.

At sporlæggeren har overskredet sine kompetencer kan kun beklages. Sporlæggere har intet som helst at skulle meddele hundeføreren, det er ene og alene dommerens opgave.

Tranum den 31.10.2008

Med venlig hilsen

Lise-Lotte Schulz

Hm! Det var så det! synderligt overrasket er jeg ikke, men at der skulle gå 5 måneder.....jeg ville være mere overrasket om jeg havde fået medhold  

En artikel skrevet til DJK's årsskrift 2006

”Man starter som lille........”.

En fortælling af Gravmand Cæsar

 





- jeg er begyndt at gå til grav(e)træning, er der noget jeg har misforstået?


.....jeg har så meget at fortælle............så hvor skal jeg starte!

Min unge alder taget i betragtning har jeg allerede oplevet en masse. Vi følges som regel ad, min ”storebror” Futte og jeg. Vi har dog hver vores favorit område indtil videre – men når vi skal have en på opleveren så er der ingen forskel.

En dag for os kan begynde med at vores mennesker kalder os på plads, det er 1. signal, så ved vi at der er noget i gære. Herefter flg. et fast ritual. Vi får halsbånd på. Lædersnorene findes frem. En lufte tur i brakmarken. Vanddunken fyldes, og vi placeres i hvert vores transport bur i bilen. Så er der kun tilbage at afvente bestemmelsesstedet. Jeg har f.eks. været på udstilling, eller været med når ”storebror” gik schweiss eller til lydighed og vi har begge deltaget i gravtræning hos DJK i Lyngby. Det vil jeg fortælle om – for her er vi alle nybegyndere både os 2 firbenede og vores mennesker.

 

Vi ringede først og forhørte os da vi så annoncen i avisen – vi blev opfordret til at møde op på træningspladsen, og det gjorde vi så. Vi blev vel modtaget af en engageret træner som gerne ville fortælle om hvordan den slags foregår. Derudover var der jo også de andre deltagere. Mange ville gerne berette om egne erfaringer.

 

        En træningssæson er 10 gange, efterfulgt af en afsluttende uofficiel prøve. Træningsgravene er hyggeligt beliggende lige udenfor Lyngby by, omkranset af høje træer hvilket betyder både læ og skygge på varme dage. Der er en babygrav og en stor træningsgrav. Der er flere instruktører og der er et lille klubhus hvorfra der sælges pølser, brød og drikkevarer – som kan nydes når erfaringer og meninger udveksles. Det sociale samvær er en stor del af den hyggelige og afslappede atmosfære på træningsaftenen.

Vi startede selvfølgelig i baby-graven – og ja der er vi faktisk stadigvæk, men der er også den store træningsgrav – den glæder vi os til at stifte bekendtskab med næste sæson.

Det kan være svært at holde koncentrationen når man er nybegynder og også gerne vil have kontakt til tilskuerne udenfor træningsarealet – men der er vist afskærmninger på vej!

 

Vi har nu været af sted 10 uger i træk. Det har været udfordrende og vi har lært meget. Futte var ikke så begejstret i starten – så jeg måtte jo lige vise ham hvordan det skulle gøres J .

Vi har selvfølgelig mødt andre varianter af gravhunde men også andre racer.

Nogle er rigtig rigtig dygtige mens andre skal trænes noget mere, måske udsætte debuten lidt, men det skal trænerne nok vejlede dig om. Futte, som er en langhåret dværg gravhund, er med for at blive aktiveret og skal ikke bruges til jagt, og dem er der også plads til – mens jeg er mere seriøs, for jeg skal!

       

Én sag er helt klar - vi møder op igen næste sæson. Så er jeg nemlig blevet lidt større men noget ældre ......

 

PÅ GENSYN !

 

 

 

”.........og så bli’r man stor”.......

Futte~Løvhøjs Fagot

Rufus~Gravmand Cæsar

www.123hjemmeside.dk/Frisenlund_gravhunde